Præsidentrådgiver for Zelenskyj ser tegn på, at russerne gør sig klar til hårde kampe om Kherson.

Ukraine venter meget voldsomme kampe om Kherson

Foto: Mads Nissen/POLITIKEN
Foto: Mads Nissen/POLITIKEN
Lyt til artiklen

Der er lagt op til meget ’voldsomme kampe’ i den sydligt beliggende Kherson-region i Ukraine.

Det siger Oleksij Arestovytj, som er rådgiver for den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj, sent tirsdag aften.

Imens gør Rusland klar til at forsvare selve byen Kherson mod en ventet ukrainsk offensiv.

Kherson blev overtaget ganske tidligt i løbet af invasionen. Men russiske styrker er blevet tvunget til et tilbagetog i området.

Nu risikerer de at blive fanget ved Dnepr-flodens vestbred, hvor Kherson ligger.

Arestovytj ser dog ingen tegn på, at russerne gør sig klar til helt at forlade byen.

Tværtimod ser det ud til, at de bringer forstærkninger ind, mener han.

»Det betyder, at ingen gør sig klar til at trække sig tilbage. Tværtimod kommer kampen om Kherson til at være blandt de mest voldsomme«, siger han i en video, som er lagt på internettet sent tirsdag.

De russiske-støttede myndigheder i Kherson har over et stykke tid flyttet borgere ud af byen.

Russerne kalder det en evakuering inden kampene. Ukraine mener, at der er tale om deporteringer.

Ifølge et medlem af det - med magt - afsatte proukrainske regionale råd i Kherson bliver der fra russisk side lagt stigende pres på beboere for at få dem til at forlade området.

Medlem af rådet Yuri Sobolevskyj siger blandt andet, at der er ’intensiverede’ gennemsøgninger af biler og folks hjem.

De seneste meldinger kommer, efter at Rusland har beskyldt Ukraine for at true med at bruge en særlig type bombe - en såkaldt beskidt bombe.

Både Nato, Ukraine og USA har afvist de russiske beskyldninger.

Fra vestlig side har de russiske udmeldinger ført til en vis bekymring for, at russerne måske selv kunne finde på at anvende beskidte bomber.

En beskidt bombe er baseret på almindeligt sprængstof. Men den kan samtidig indeholde radioaktivt, biologisk eller kemisk materiale.

Kherson-regionen ligger strategisk vigtigt i Ukraine.

Den part, som har magten i Kherson, kontrollerer også landvejen til Krim-halvøen, som Rusland tog i 2014.

Derudover ligger Kherson ved floden Dneprs udløb.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her