Den formodede person bag angrebet på Paul Pelosi lader til at have skrevet ekstreme og konspiratoriske opslag online.
Det skriver en række amerikanske medier - heriblandt nyhedsbureauet AP og NBC News natten til lørdag dansk tid.
Paul Pelosi, der er gift med formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, blev natten til fredag lokal tid udsat for et voldeligt overfald med en hammer under et indbrud i parrets hjem i Californien.
Den formodede 42-årig gerningsmand har ifølge flere medier over en periode skrevet racistiske og ofte usammenhængende ytringer om blandt andet præsidentvalget i 2020. Det skriver AP.
Nogle nylige opslag handler om en lang række forskellige emner. De strækker sig fra teknologi, rumvæsner og kommunister til religiøse minoriteter, transseksuelle og den globale elite.
Nogle opslag havde også referencer til Qanon- bevægelsen. Det er en bevægelse, som samler en række konspirationsteorier - en af de fremtrædende er, at den tidligere præsident Donald Trump fører en hemmelig krig mod en sammensværgelse af pædofile i USA’s magtelite.
Oplysningerne om mandens online-opslag er ikke umiddelbart blevet bekræftet af politiet.
Politiet: Ikke et tilfældigt angreb
Den 42-årige mand ventes blandt andet at blive sigtet for drabsforsøg og overfald med et dødeligt våben.
Det vides ikke, hvad motivet bag angrebet var.
USA’s præsident, Joe Biden, har ifølge nyhedsbureauet Reuters sagt, at indledende meldinger tyder på, at Nancy Pelosi skulle have været målet for angrebet.
Politichefen i San Francisco, William Scott, har sagt, at der ikke var tale om et tilfældigt angreb.
»Dette var ikke en tilfældig handling. Den var forsætlig. Og det er ikke i orden«, siger William Scott ifølge Reuters.
82-årige Paul Pelosi har fået foretaget en operation for et kraniebrud.
Han ventes at komme sig helt. Det oplyser en talsperson for Nancy Pelosi i en meddelelse ifølge Reuters. Paul Pelosi fik også skader på højre arm og hånd.
ritzau
fortsæt med at læse




























