Ifølge præsident Zelenskyj er det lykkedes ukrainske styrker at slå et stort russisk angreb tilbage i Donetsk.

Ukraine hævder at have slået stor offensiv tilbage i Donetsk

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, hævder, at de ukrainske styrker har slået en voldsom russisk offensiv tilbage i Donetsk-regionen.

Ordene faldt i Zelenskyjs daglige tale i de sene aftentimer i Ukraine.

Han nævnte ikke, præcist hvor angrebet fandt sted, men blot at det var en ukrainsk bataljon fra den vestukrainske by Tjop.

»I aften stoppede de en voldsom offensiv fra fjenden«, siger Zelenskyj ifølge nyhedsbureauet Reuters i sin aftentale.

»Det russiske angreb blev slået tilbage«.

Præsidenten sagde også, at Ukraines ’udvekslingsfond’ var blevet styrket. Det skal forstås på den måde, at det er lykkedes ukrainerne at tage russiske soldater til fange, som kan bruges i fangeudvekslinger med ukrainske soldater.

De hårdeste kampe mellem Ukraine og Rusland i Donetsk-regionen foregår for tiden i byerne Bakhmut og Avdijivka.

Donetsk er en af de fire regioner, som Rusland annekterede i september.

Sammen med Luhansk-regionen udgør den et område, der som regel omtales som Donbas.

Ud over Donbas-regionen har Rusland også erklæret to andre provinser, Kherson og Zaporizjzja, for en del af Rusland nu. Det har mødt voldsom fordømmelse fra EU, USA og dele af den øvrige verden.

Det er områder, som russerne ikke kontrollerer fuldt ud, og hvor ukrainske styrker rykker hastigt frem under en igangværende offensiv.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, erklærede i begyndelsen af oktober undtagelsestilstand i de fire annekterede regioner.

Det betød blandt andet, at den russiske militæradministration rykkede ud af byen Kherson.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her