Myanmars militærledere har løsladt 6000 fængslede personer som led i en amnesti.
Det skriver myanmarske medier torsdag.
Blandt de løsladte er flere udlændinge. Blandt andre Sean Turnell, en australsk økonom og forhenværende rådgiver for tidligere de facto-leder Aung San Suu Kyi.
Ifølge Irrawaddy News og BBC Burmese er også briten Vicky Bowman, der er tidligere ambassadør i Myanmar, samt Toru Kubota, en japansk filmskaber, blandt de frigivne.
Sean Turnell stod anklaget for at have overtrådt en lov om statshemmeligheder, Bowman var anklaget for overtrædelse af immigrationsloven og Kubota for oprør og overtrædelse af en kommunikationslov.
Vicky Bowman, der var britisk ambassadør i Myanmar fra 2002 til 2006, blev anholdt i slutningen af august. Det samme blev hendes mand, Htein Lin, der er en burmesisk kunstner og tidligere politisk fange.
Inden sin anholdelse stod hun i spidsen for Myanmar Center for Responsible Business. Det er et projekt, der skal sikre, at investeringer i Myanmar overholder internationale menneskerettighedsstandarder.
Det uafhængige nyhedsmedie Myanmar Now citerer landets militærråd for at sige, at de mange benådninger er blevet givet, fordi det torsdag er Myanmars nationaldag.
Myanmar har i over 21 måneder været styret af landets militær.
Den 1. februar 2021 udførte militæret et kup, hvor Aung San Suu Kyi blev væltet. Hun er siden blevet idømt flere fængselsstraffe efter retssager, der er blevet affejet og fordømt af blandt andet FN.
ritzau




























