I begyndelsen af næste år vil den svenske rente formentlig blive hævet yderligere, skriver Riksbanken.

Sverige banker renten i vejret

Lederen af Sveriges Riksbank, Stefan Ingves, fotograferet ved et pressemøde tidligere på året.  Foto: Tt News Agency/Ritzau Scanpix
Lederen af Sveriges Riksbank, Stefan Ingves, fotograferet ved et pressemøde tidligere på året. Foto: Tt News Agency/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den svenske nationalbank, Riksbanken, hæver renten med 0,75 procentpoint til 2,5 procent på et rentemøde torsdag formiddag.

Det bringer renten i Sverige op i det højeste niveau siden 2008, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Samtidig flager Riksbanken for yderligere stigninger.

»Prognosen viser, at styringsrenten sandsynligvis vil blive hævet yderligere i begyndelsen af næste år til lige under tre procent«, skriver Riksbanken i en pressemeddelelse ifølge TT.

»Riksbanken vil tilpasse pengepolitikken på en måde, der er nødvendig for at sikre, at inflationen kommer tilbage til målet inden for en rimelig periode«, lyder det videre.

Den svenske rente blev senest hævet i september. Her løftede man den med et helt procentpoint.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her