Mindst 25 personer er anholdt under en politiaktion i Tyskland. De anholdte er højreekstremister og mistænkt for at tilhøre en terrorgruppe.
De havde tilsyneladende planlagt et statskup, skriver nyhedsbureauet dpa og de tyske aviser Bild, Zeit Online,Welt og Der Spiegel.
Også den store tyske nyhedsudsendelse Tagesschau beretter relativt detaljeret om gruppens planer om at storme den tyske rigsdag i Berlin som led i en væbnet magtovertagelse, hvor man også havde sat navne på en række skyggeministre, som skulle lede landet, når den nuværende regering var afsat.
»Det er vores mistanke, at der var planlagt et væbnet angreb på statsorganerne«, skriver justitsminister Marco Buschmann på Twitter.
Over 3.000 politibetjente deltog i aktionen tidligt onsdag morgen. Der blev foretaget razziaer i mere end 130 huse og lejligheder i mindst 11 af de tyske delstater.
»De anholdte er en del af en terrorgruppe, der har som mål at vælte den eksisterende stat i Tyskland og erstatte den med deres egen, og den udelukker ikke vold mod staten for at opnå målet«, siger den føderale anklagemyndighed i Berlin.
Flere af de anholdte er ifølge tyske medier en del af den højreradikale Reichsbürger-bevægelse (Rigsborger-bevægelse, red.), som ikke anerkender den tyske forbundsrepublik og dens love og institutioner.
Bevægelsen menes at være opstået i 1980’erne og er siden vokset, så den i dag tæller flere tusinde; en del af dem tidligere soldater, som altså er trænet i våbenbrug.
Der er ikke tale om en sammenhængende organisation, men snarere om en gruppe af enkeltpersoner, som har en løsere tilknytning til hinanden bundet sammen af et fælles tankegods om kun at anerkende Det Tyske Kejserriges grænser fra 1871 eller Hitlertysklands grænser fra 1937.
Den tyske efterretningstjeneste har tidligere slået fast, at man så »en betydelig voldsparathed i dele af Reichsbürger-miljøet, og det er så meget desto mere problematisk, at så mange Reichsbürger-tilhængere har våbentilladelse«.
ritzau/Politiken
fortsæt med at læse




























