57-årig gerningsmand havde haft flere konflikter med beboerforening og skød flere beboere på et møde søndag.

»Jeg slår jer alle sammen ihjel«: Mand skyder og dræber tre kvinder på beboermøde i Rom

Lyt til artiklen

Et beboermøde i den italienske hovedstad, Rom, fik søndag en dramatisk og blodig afslutning, da en bevæbnet mand kom ind i lokalet med et våben og begyndte at skyde mod de tilstedeværende.

Tre kvinder blev dræbt af skud, og fire andre deltagere i mødet blev såret. Mindst en af dem er alvorligt såret.

Den 57-årige gerningsmand kom ind på den bar, hvor mødet fandt sted, og åbnede ild, fortæller et øjenvidne.

»Han kom ind i rummet, lukkede døren og råbte ’Jeg slår jer alle sammen ihjel’, og så begyndte han at skyde«, siger øjenvidnet ifølge det italienske nyhedsbureau Ansa.

Manden blev overmandet af nogle af de tilstedeværende. Han blev kort efter anholdt af politiet.

Angiveligt har den 57-årige tidligere truet nogle af beboerne, skriver nyhedsbureauet dpa.

Andre vidner siger, at det er en mand fra lokalområdet, der har haft en række konflikter med beboerforeningen.

En af de dræbte kvinder er en veninde af Italiens premierminister, Giorgia Meloni.

Premierministeren mindes sin 50-årige veninde i et opslag på Instagram og skriver, at gerningsmanden havde stjålet den pistol, som han brugte i angrebet, på en skydebane.

Han havde fået afslag på en ansøgning om at få våbentilladelse, skriver Meloni.

Skydebanen er nu lukket ned, mens myndighederne efterforsker skudepisoden i Rom.

Byens borgmester, Roberto Gualtieri, beskriver i en meddelelse på Twitter skyderiet som ’en ekstremt alvorlig voldsepisode’.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her