Ruslands angreb på civile og energiforsyningen i Ukraine kalder på nye sanktioner, siger Jeppe Kofod.

Nye EU-sanktioner skal hindre Ruslands droneproduktion

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

EU’s niende sanktionspakke vil bidrage til at begrænse Ruslands mulighed for at føre krig i Ukraine.

Det siger fungerende udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i en pause under udenrigsministrenes møde i Bruxelles mandag. EU-landene forhandler fortsat om pakken, som man håber, vil falde på plads mandag eller tirsdag.

»Det er vigtigt at fortsætte presset på Putin. Derfor er der en substantiel niende sanktionspakke på bordet. Den indeholder blandt andet yderligere begrænsninger af Ruslands mulighed for at føre krig mod Ukraine«.

»Vi vil ramme de dele af den russiske økonomi og produktion, der bidrager til krigen«, siger Jeppe Kofod.

Hvis den nye sanktionspakke vedtages, ventes den blandt andet at ramme Ruslands droneindustri, begrænse investeringer i russisk mineindustri og indføre sanktioner mod flere russiske individer og juridiske enheder.

Dermed lægger EU op til at udvide sanktionslisten. Den omfatter i forvejen over 1300 personer og juridiske enheder, der har tilknytning til Rusland.

Særligt de mulige nye sanktioner mod den russiske droneindustri vil kunne få en direkte indflydelse på Ruslands evne til at angribe Ukraine. Det forventer Jeppe Kofod:

»Droner bliver brugt til de brutale overgreb på ukrainerne. Vi ser i disse uger en forfærdelig krigsførelse fra Ruslands side, hvor man rammer civile og civil infrastruktur. Det er energiforsyning. Det er vandforsyning og også elektricitet og varme. Det er en terrorisering af den ukrainske befolkning«.

»Så alt, hvad vi kan gøre for at stoppe Rusland og ramme dem på deres evne til at føre krig mod Ukraine, det skal vi gøre«, siger Jeppe Kofod.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her