EU-landene er enige om en aftale om fiskekvoterne for næste år. Det oplyser Tjekkiets landbrugsminister, Zdenek Nekula, på et pressemøde efter EU-ministrenes møde natten til tirsdag i Bruxelles.
Tjekkiet har i øjeblikket formandskabet for EU. Derfor var det Zdenek Nekula, der ledte de maratonlange forhandlinger.
Der udestår dog fortsat en bilateral aftale med Norge, som EU-Kommissionen vil forhandle.
»Det årlige maraton er ovre. Det var svære forhandlinger, men vi har fastlagt kvoter for omkring 200 fiskearter i Atlanterhavet, Nordsøen, Middelhavet og Sortehavet«.
»Nu har vi forhandlet i to dage og to nætter, og jeg er meget glad for, at vi er nået til en aftale«, siger Zdenek Nekula.
Han betegner aftalen som en ’balance’ mellem de forskellige interesser blandt EU-medlemslandene. Samtidig lever aftalen ifølge den tjekkiske minister op til anbefalingerne fra det internationale havforskningsråd, ICES.
Det skal sikre, at kvoterne tager hensyn til bestanden for fiskearterne, så de fortsat trives trods fiskeriet. Blandt de truede arter er ålen, som ifølge Nekula beskyttes med aftalen.
»Men vi har også set på hensynet til fiskerne, så fiskersamfundene kan fortsætte«, siger Zdenek Nekula.
Danske fiskere jubler
Det kan gavne både dansk fiskeri og lokalområderne, at den nye EU-aftale fra næste år lader os fange markant flere fisk.
Det vurderer Svend-Erik Andersen, formand for Dansk Fiskeriforening.
»Det har vi arbejdet for i flere år, og jeg er sikker på, at det kommer til at give et tiltrængt rygstød til fiskeriet og de lokalområder, hvor fiskeriet spiller en stor rolle«, mener formanden.
Det er fiskekvoterne i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat, som nu er faldet på plads efter langvarige forhandlinger.
Særlig glæde skaber det, at torskekvoten i de to førstnævnte stiger med 63 procent.
»I de senere år har det for fiskeriet været klart, at der er flere torsk i havet, end den videnskabelige rådgivning tilsagde«.
»Det er rigtig positivt, at biologerne nu også deler den vurdering«, lyder det fra formand Svend-Erik Andersen.
ritzau



























