Flere lande er bekymrede for, at Belarus - en af Ruslands få allierede - vil gå mere aktivt ind i krigen.

Belarus vælger nye topfolk og udfører militærøvelser

Foto: Vyacheslav Oseledko/Ritzau Scanpix
Foto: Vyacheslav Oseledko/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Belarus har tirsdag udnævnt både en ny udenrigsminister og en ny leder af det belarusiske luftvåben.

Det skriver det belarusiske nyhedsbureau Belta.

Det sker, på et tidspunkt hvor Ukraine og flere vestlige lande er bekymrede for, at Belarus overvejer at gå mere aktivt ind i den igangværende krig.

Belarus er en af Ruslands få allierede under krigen.

Den tidligere viceudenrigsminister Sergei Aleinik er blevet forfremmet til udenrigsminister. Også i luftvåbnet er der tale om en forfremmelse. Andrei Lukyanovich er gået fra vicechef til chef, skriver Belta.

Belarus har tirsdag - foruden forfremmelserne - iværksat øvelser, der skal teste, hvor klar landets styrker er til eventuel krig.

»En uanmeldt kontrol af vores beredskab i forhold til kamp er gået i gang«, oplyser forsvarsministeriet ifølge nyhedsbureauet AFP.

Kontrollen er beordret af Belarus’ præsident, Aleksandr Lukasjenko.

De involverede soldater skal nu hen til ’udvalgte områder’ hurtigst muligt, lyder det i ministeriets beskrivelse af øvelsen.

Belarus har tidligere sagt, at man ikke vil gå ind i krigen i Ukraine.

Lukasjenko har dog også tidligere beordret belarusiske styrker til at hjælpe russiske styrker nær den ukrainske grænse. Det er sket med henvisning til påståede trusler fra Ukraine og vestlige lande.

Rusland og Belarus er tætte allierede både økonomisk og militært. Rusland brugte også Belarus geografisk i optakten til krigen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her