Artiklen er opdateret kl. 22.13.
Ruslands ambassade i USA advarer om, at det vil få »uforudsigelige konsekvenser« og »true den globale sikkerhed«, hvis USA sender Patriot-missiler til Ukraine, hedder det i en erklæring fra den russiske ambassade i Washington ifølge CNN.
Biden-administrationen er ved at færdiggøre planer om at sende det avancerede langtrækkende luftforsvarssystem til Ukraine for at hjælpe landet til at imødegå russiske angreb, siger amerikanske embedsmænd ifølge CNN. Også nyhedsbureauet AP skriver, at USA er på vej til at godkende leveringer af de langtrækkende missiler.
»Hvis dette bekræftes, så ser vi endnu et provokerende skridt taget af Biden-administrationen, som kan få uforudsigelige konsekvenser«, hedder det i den russiske ambassades erklæring.
Ambassaden tilføjer, at det amerikanske missilsystem vil styrke den ukrainske regerings tro på, at den kan handle ustraffet, hvilket vil få den til at begå flere forbrydelser mod civile i fire regioner, som russerne hævder at have annekteret. Den amerikanske regerings side ventes officielt senere på ugen.
Patriot-missilerne skal tages fra det amerikanske forsvarsministeriums lagre, men overføres fra andre lande til Ukraine. Patriot-missilerne vurderes at være de teknologisk mest avancerede missiler, som Vesten har leveret til Ukraine. Tidligere har man i USA været tilbageholdende med at levere netop Patriot-missiler til Ukraine, da det kunne blive set fra russisk side som en optrapning.
USA udvider træning af ukrainske soldater
Ud over at sende Patriot-missiler til Ukraine vil USA også udvide militærets træning af ukrainske styrker, meddeler det amerikanske forsvarsministerium Pentagon. I det udvidede program vil der blive trænet omkring 500 ukrainske soldater hver måned. De ukrainske soldater vil blive trænet og uddannet i Tyskland. Pentagons talsmand, brigadegeneral Patrick Ryder, siger, at den nye træning ikke vil medføre en øget udstationering af amerikanske soldater i Europa. Avisen The Washington Post skrev tidligere i denne måned, at planerne omfatter træning af større ukrainske formationer, så de lærer at udføre sofistikerede fremstød på slagmarken.
Den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, og andre fra Pentagons ledelse skal have haft fokus på at gøre de ukrainske styrker bedre til at tvinge russiske styrker væk fra besatte områder, selv om det øger amerikanernes indblanding i konflikten.
I flere uger blev det diskuteret at bringe hundredvis af ukrainske soldater – og eventuelt tusindvis – til Grafenwöhr i til det østlige Bayern i det sydlige Tyskland. Her har amerikanerne trænet ukrainere i mindre grupper i årevis. Austin er ifølge The Washington Post opsat på at styrke ukrainernes manøvredygtighed på slagmarken med en mere moderne krigsførelse, hvor der anvendes store mængder af artilleri mod fjenden. Amerikanerne har også udviklet en plan for genopbygning af Ukraines sønderbombede el-infrastruktur.
Siden krigens begyndelse i februar har præsident Joe Biden sagt, at USA og Nato ikke er i krig med Rusland, men at de har et ansvar for at støtte et andet demokratisk land, som forsvarer sig mod en uprovokeret aggression.
ritzau
fortsæt med at læse



























