Ni droner er blevet skudt ned over luftrummet i Ukraines hovedstad, Kyiv, tidligt mandag morgen.
Det oplyser Kyivs militæradministration på beskedtjenesten Telegram.
Øjenvidner siger til nyhedsbureauet Reuters, at der tidligt mandag morgen kunne høres flere høje brag i Kyiv og i omegnen af Kyiv.
»Luftalarm fortsætter i Kyiv. Fjenden angriber hovedstaden med ’Shahed’-ammunition. Luftforsvaret er i arbejde«, skriver Kyivs militæradministration på Telegram.
Reuters har ikke været i stand til uafhængigt at bekræfte oplysningerne fra militæradministrationen.
Administrationen henviser til den iranskfremstillede Shahed-136-drone. Det er en selvmordsdrone – eller kamikazedrone.
Dronen er ikke bemandet, men den bliver ødelagt i forbindelse med udførelsen af sin mission, nemlig at sprænge noget i luften.
Shahed betyder ’martyr’.
Putin afviser at mangle soldater, men propagandavideoer signalerer det modsatteTidligere natten til mandag har Oleksij Kuleba, der er guvernør i Kyiv-regionen, også sagt, at regionen er under droneangreb.
Ifølge Ukraine har Rusland tidligere brugt Shahed-droner i krigen i Ukraine.
Et øjenvidne oplyser til Reuters, at der på grund af droneangrebet var opstået en brand i distriktet Sjevtjenkivskyj, der ligger i det centrale Kyiv og tidligere har været mål for angreb.
Det meste af natten til mandag har luftalarmerne i Kyiv og omegnen af Kyiv været i gang. Klokken 05.25 lokal tid gik luftalarmen i gang på ny.
Fredag blev der også meldt om eksplosioner i Kyiv. Under angrebet blev vandforsyningen i hovedstaden ramt. I flere områder i Kyiv førte angreb også til strømafbrydelser.
Også hovedstadens metrosystem blev sat ud af drift på grund af angrebene.
ritzau
fortsæt med at læse



























