Efter at have gennemgået tusindvis af dokumenter, telefonopkald og videooptagelser, og efter at have afhørt over 1.000 vidner og implicerede i angrebet på Capitol Hill 6.januar 2021, anbefaler den særlige undersøgelseskomité i Repræsentanternes Hus, at USA’s justitsministerium rejser en sag ved domstolene mod ekspræsident Donald Trump.
Det offentliggjorde komiteen mandag ved en sidste, afsluttende høring, der afrunder flere måneders forsøg på af finde og føre bevis for, at Donald Trump personligt spillede en aktiv hovedrolle ved stormen på Kongressen, der kostede fem mennesker livet og for en stund bremsede magtoverdragelsen til den folkevalgte præsident Joe Biden.


























