Det amerikanske Senat har torsdag godkendt en budgetaftale på 1660 milliarder dollar. Aftalen skal afværge en delvis nedlukning af det amerikanske statsapparat, der ellers stod til at begynde denne weekend.
Kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus, skal stemme om budgetaftalen fredag.
Aftalen omfatter blandt andet flere penge til Ukraines forsvar i kampen mod Rusland, begrænsninger af den kinesiskejede app TikTok og reformer af præsidentvalgets godkendelsesproces.
Det fortæller en højtstående, unavngiven demokrat.
Omkring to timer efter, at Senatet torsdag havde vedtaget budgetaftalen, meddelte demokraten Steny Hoyer fra Repræsentanternes Hus, at Kongressens andet kammer ikke vil stemme om aftalen før fredag morgen lokal tid.
Det sker, fordi det kræver nogle lovgivningsmæssige tiltag, før den kan vedtages.
»Så snart vi får dokumentet, vil vi fortsætte så hurtigt som muligt«, sagde Hoyer.
Budgetaftalen løber frem til 30. september næste år.
ritzau




























