Ifølge Ukraine blev hundredvis af civile dræbt i teatret, som nu rives ned af russiske myndigheder.

Teater i Mariupol blev en dødsfælde – nu rives det ned

Foto: Alexander Ermochenko/Ritzau Scanpix
Foto: Alexander Ermochenko/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Russiske myndigheder i den besatte ukrainske by Mariupol er begyndt at rive det meste af byens teater ned.

Videooptagelser på både russiske og ukrainske hjemmesider viser fredag, hvordan tungt maskineri bruges til at rive bygningen ned.

En del af bygningens facade er dog intakt.

Det var i teatret i Mariupol, at hundredvis af civile ifølge ukrainske myndigheder blev dræbt i et luftbombardement i marts.

Ukrainske myndigheder hævder, at nedrivningen er et forsøg på at dække over dødsfaldene i marts.

»Mariupols teater eksisterer ikke længere«, skriver Ukraines kulturminister, Oleksandr Tjatjenko, på Facebook.

»Besætterne fjerner beviserne på deres forbrydelser og kunne ikke være mere ligeglade med, om det er kulturarv eller hører til en anden kultur«.

Teatrets direktør, Igor Solonin, citeres af det russiske nyhedsbureau Tass for at sige, at nedrivningen kun omfatter ’den del af bygningen, som det er umuligt at genopføre’.

Planen er, at teatret skal være genopført i slutningen af 2024.

Det var den 16. marts, at teatret blev ramt af bomber. Et ukendt antal mennesker havde søgt ly i teatrets kælder for at undslippe Ruslands bomber.

’Børn’ stod der malet i store hvide kyrilliske bogstaver på hver side af bygningen. Men alligevel blev den ramt.

Det er uvist, hvor mange som døde i bombardementet. Ukrainske myndigheder siger, at det drejer sig om mindst 300.

Rusland afviser bevidst at have ramt teatret.

Mariupol klarede sig næsten to måneder under russiske angreb, som efterlod de fleste af byens bygninger i ruiner.

Petro Andryushtjenko - rådgiver til Mariupols borgmester, som er i eksil - siger, at den sande historie om bombardementet før eller siden vil komme ud.

Den vil ikke ’forblive skjult, uanset hvad de gør’, siger han.

»Der er nok videobeviser, vidneudsagn, og der er dem, der overlevede«, siger rådgiveren.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her