Nogle kvindelige ansatte følger ikke reglerne om korrekt påklædning. Kvinder udelukkes derfor fra ngo’er.

Taleban udelukker kvinder fra hjælpeorganisationer

Foto: Wakil Kohsar/Ritzau Scanpix
Foto: Wakil Kohsar/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Taleban-styret i Afghanistan har lørdag beordret alle ngo’er til ikke at lade kvindelige ansatte møde på arbejde. Det fremgår af et brev fra det afghanske økonomiministerium.

Det gælder både afghanske og internationale hjælpeorganisationer.

I brevet begrunder Taleban det med, at nogle kvindelige medarbejdere ikke har fulgt reglerne om islamisk beklædning for kvinder.

Beslutningen gælder indtil videre, lyder det.

Det er ikke umiddelbart klart, om reglerne også gælder for FN, der er til stede i Afghanistan med et stort antal ansatte.

Afghanistan befinder sig i en alvorlig humanitær krise. FN-agenturernes hjælpeindsats er afgørende for at få mad, medicin og andre nødvendigheder ud til de afghanere, der har mindst.

Her er de kvindelige medarbejderes indsats helt afgørende, siger kilder i branchen til nyhedsbureauet Reuters.

En talsmand for den afghanske regering uddyber over for Reuters, at den seneste ordre fra Taleban gælder de organisationer, der er en del af Acbar, der koordinerer nødhjælp i Afghanistan.

Acbar omfatter over 180 afghanske og internationale ngo’er, men ikke FN.

FN-agenturerne indgår dog ofte kontrakter med de hjælpeorganisationer, der arbejder i Afghanistan, om at udføre en række opgaver.

I den seneste uge har Taleban fået massiv kritik fra udlandet for at udelukke kvindelige studerende fra landets universiteter.

Også her lyder begrundelsen, at der er sket brud på reglerne om påklædning. Desuden skal mandlige og kvindelige studerende have blandet sig med hinanden, mener Taleban.

I forvejen havde Taleban-regeringen fået massiv kritik fra udlandet, fordi den ikke vil lade piger studere på ungdomsuddannelser.

Det er i modstrid med de signaler, der kom fra Taleban, da bevægelsen i marts sidste år tog magten i Afghanistan.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her