Delfiner er døde. Natur er ødelagt. New Zealand og EU er vrede. Ruslands ledere er også vrede. Og midt i det hele er Inger Andersen i klemme – den danske chef for Unep, FN’s miljøorganisation.
Hvilke delfiner er døde? Og hvorfor? De er angiveligt ramt af russiske sonar-signaler i Sortehavet, som har ført til, at tusinder af de kvikke dyr har mistet orienteringen og livet, så de er skyllet op på stranden.
Natur ødelagt? Ja, ifølge Volodymyr Zelenskyj er der tale om ikke et folkedrab, men et veritabelt »økodrab«.
Dansk FN-leder
Inger Andersen
Inger Andersen – dansk økonom og miljøforkæmper.
Direktør i FN’s miljøprogram, Unep, siden februar 2019.
Tidligere chef for International Union for Conservation of Nature 2015-2019
Vicepræsident i Verdensbanken for Mellemøsten og Nordafrika 2011-2015, især mhp. vand, miljø og bæredygtig udvikling.
Det handler om Ukraine.
Så hvorfor er der ifølge New Zealand årsag til vrede? Jo, ifølge Rosemary Paterson, direktør i det newzealandske udenrigsministerium, er det umuligt at ignorere »den udbredte miljøødelæggelse og grænseoverskridende skade, forårsaget af Ruslands militær aggression«.
Og EU? Hør Hugo Shally, talsmand for det europæiske fællesskab, som ved miljøtopmødet i Montreal i december om biodiversitet også langede ud mod »langsigtet miljøforringelse, ødelæggelse af beskyttede områder og naturlige levesteder« – alt sammen på grund af den russiske invasion.
Derfor den russiske vrede. Denis Rebrikov, Ruslands delegerede, var nærmest rasende i Montreal, fordi han mente, at både Ukraine, New Zealand, EU og andre vestlige lande misbrugte miljøtopmødet om biodiversitet til at lægge Rusland for had.
Det er stærkt ubehageligt, især selvfølgelig for danskeren, som lige har gennemført det vellykkede topmøde i Montreal. Men det er primært en trussel mod generalsekretæren og samarbejdet i FN
Rebrikov pointerede, at andre konflikter – f.eks. i Irak, Libyen, Afghanistan og Syrien – ikke blev bragt op på miljøtopmøder på trods af skader på økosystemer, og at de ikke fik lov til at forstyrre det internationale samarbejde om miljøbeskyttelse.
»Det er svært at undgå indtrykket af, at disse lande bevidst forsøger at sabotere vedtagelsen af en global ramme om biodiversitet«, sagde Rebrikov.
I dette slagsmål er Inger Andersens job nu kommet i spil. Den danske økonom har været Unep’s generaldirektør siden 2019. Og når FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, gerne vil forlænge hendes ansættelse i år, ville det normalt være en smal sag.
Ikke denne gang. Nu forsøger Rusland at blokere for danskerens job ved at udløse en klassisk nord/syd-strid i FN.
Rusland anklager pludselig vestlige lande for at »monopolisere« posten som direktør for Unep. Og ifølge kilder i FN giver Rusland Inger Andersen et personligt ansvar for, at Unep i efteråret udsendte en stærkt kritisk rapport om miljøødelæggelser i Ukraine under den russiske invasion.
Usædvanlig reaktion
Rapporten blev udgivet, fordi medlemmer af Unep kan bede om det – hvad den ukrainske regering havde gjort. Men nej, Rusland var ikke begejstret. Rusland var rasende og mente, at direktøren, altså Inger Andersen, havde »politiseret« Unep.
»Det er enormt følsomt«, siger en diplomat ved FN. »Rusland føler sig hængt ud. Men det er helt uset, at russerne forsøger at hindre generalsekretæren i at forlænge en chef, som det ellers ville være normalt. I virkeligheden er det ikke Inger Andersen, det handler om. Der står kæmpe respekt om danskerens ledelse af miljøorganisationen. Rusland forsøger derfor at få sagen til at handle om balancen mellem nord og syd, som altid kan være højspændt i FN, og pludselig er sagen blevet et spørgsmål om generalsekretærens råderum«.
Det er til gengæld mere, end den vestlige gruppe i FN vil leve med. De ser sagen som et russisk forsøg på at svække generalsekretæren og komme væk fra modviljen mod krigen i Ukraine.
Stærk kritik af Ruslands krig
Krigen har kostet Rusland omfattende kritik i FN-systemet, ikke kun i Unep. Generalforsamlingen har med overvældende flertal allerede sidste forår krævet, at Rusland skulle trække sine soldater ud af Ukraine. I oktober tog et stort flertal afstand fra Ruslands forsøg på at annektere fire ukrainske regioner. Og i november vedtog generalforsamlingen et krav om, at Rusland skal betale erstatning for landets ødelæggelser under invasionen af Ukraine. FN’s luftfartsagentur, ICAO, har smidt Rusland ud af sin ledelse.
På den baggrund satser Rusland på at gøre forlængelsen af Unep-chefen til et spørgsmål om vestlig dominans.
»Det er stærkt ubehageligt, især selvfølgelig for danskeren, som lige har gennemført det vellykkede topmøde i Montreal. Men det er primært en trussel mod generalsekretæren og samarbejdet i FN«, siger den vestlige diplomat ved FN-hovedkvarteret i New York.
»Rusland kan kræve en afstemning om forlængelsen af Unep-direktøren på generalforsamlingen (i FN, red.). Det er dog tvivlsomt, om russerne tør tage en afstemning, når deres krig i Ukraine møder massiv modstand i hele FN-organisationen. De kan næppe samle et flertal«.
Rusland har foreløbig rundsendt en uofficiel indsigelse mod at forlænge danskeren på posten.
fortsæt med at læse



























