Ukraine tog ikke tomhændet fra våbentopmødet i tyske Ramstein trods de manglende kampvogne. Danmark støtter Ukraines ønske om kampvognene.

Ukraine fik ikke sin ønskedrøm opfyldt: Tyskerne afviser at slippe leoparderne fri

Foto: Forsvaret
Foto: Forsvaret
Lyt til artiklen

Ingen Leopard-kampvogne og heller ingen langtrækkende ammunition til de effektive Himars-artilleribatterier. Men hundredvis af pansrede køretøjer, mere luftforsvar og flere granater og kugler.

Ikke dårligt. Men heller ikke, hvad præsident Volodymyr Zelenskyj allermest havde ønsket sig og måske også havde troet ville lykkes, da over 40 lande var samlet på en luftbase i tyske Ramstein til det 8. møde om våbendonationer til Ukraine.

Tyskland tøver trods kolossalt politisk pres fortsat med at sende nogle af landets egne Leopard 2-kampvogne til Ukraine. Og der kom heller ikke en formel tysk tilladelse til, at Polen, Finland og andre lande må sende nogle af deres kampvogne til fronten.

Drømmen om at få en ny type Himars-ammunition med en rækkevidde på 150 kilometer mod den nuværende 80-kilometers rækkevidde blev heller ikke til noget.

Men på en pressekonference efter mødet fastholdt USA’s forsvarsminister, Lloyd Austin, at Ramstein-mødet faktisk leverede.

»Det er en virkelig slagkraftig pakke. Vi vil hjælpe med at få det implementeret, og det vil sikre (Ukraine, red.) succes«.

Da Lloyd Austin blev spurgt til sin holdning efter den fortsatte tyske kampvognsblokade, var den amerikanske forsvarsminister helt fast i mælet:

»Tyskland viser sandt lederskab og er en troværdig allieret, men vi kan alle gøre mere«.

Austin pegede på, at Tyskland har øget sin våbenhjælp til Ukraine med stadig flere avancerede våbensystemer og senest pansrede infanterikampkøretøjer.

Danmark og Sverige sender avancerede artillerisystemer til Ukraine, mens presset vokser på Scholz i Berlin

Og våbnene kom i stride strømme. Danmark leverer hele forsvarets artillerikapacitet, svenskerne sender deres bedste kanoner, Holland leverer Patriot-luftforsvar, USA leverer flere hundrede pansrede køretøjer. ’Gavebordet’ bugnede.

Men fokus var på det, der ikke kom – især grønt lys til en massiv overførsel af de tyskproducerede Leopard 2-kampvogne.

Med godt 24 timers erfaring som minister greb Tysklands nyudpegede socialdemokratiske forsvarsminister, Boris Pistorius, dybt i posen med forbehold og forklaringer, da han mødte pressen.

»Det handler ikke om bare at levere noget til hvem som helst. Kampvogne er en ny kapacitet for Ukraine, så vi skal være forsigtige, hvis vi giver den.Vi har en forpligtelse til at se på, hvad konsekvenserne for alle i konflikten vil være, hvis vi gør det«.

Boris Pistorius understregede dermed, at det i høj grad handler om tysk bekymring for Ruslands reaktion.

»Ingen af os kan sige, hvornår der kommer en beslutning om Leopard-kampvogne, og hvordan den beslutning bliver«, sagde den debuterende minister.

Og skyndte sig straks efter at åbne døren for leoparderne lidt mere på klem:

»Når beslutningen er taget – om en uge, eller to uger eller om en dag – vil jeg være klar til at handle hurtigt. Derfor har jeg her til morgen sagt til ministeriet, at der skal laves en liste over de forskellige versioner af Leopard-kampvogne i vores forsvar og i forsvarsindustrien«.

Vel at mærke, hvis det bliver et tysk ja.

Med andre ord kan Tyskland blive hurtigt klar, men det kan også tage uger. Og forsvarsministeren havde meget travlt med at understrege, at Tyskland ikke står alene med sine betænkeligheder. En lang række – unavngivne – lande i kredsen af våbenbrødre for Ukraine deler ifølge den tyske forsvarsminister betænkelighederne.

Nyhedsanalyse: Vejen er ved at være banet for et af Kyivs ønsker: Leopard-kampvogne

Danmark støtter Polen

Det gælder dog ikke Danmark. Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) sagde efter mødet, at regeringen står sammen med lande som Estland, Polen og Finland bag ønsket om, at Ukraine får kampvogne. Og står det til Polen også uden tysk tilladelse til reeksport af det tyskproducerede våben.

»Jeg håber, at der kommer til at ske noget omkring kampvognene. Vi er nu kommet med artilleri, og jeg synes, det vil være klogt med kampvogne fra andre lande, som har mulighed for det«, forklarede ministeren.

Og fik dermed sat et klart forbehold for, at Danmarks 44 topmoderne Leopard A7-kampvogne vil følge efter det danske artilleri til Ukraine.

Lektor Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet havde ventet en tysk opblødning på mødet efter det hårde pres.

»Men det er lykkedes Tyskland at trække beslutningen ud. Og for hver dag der ikke bliver leveret kampvogne, er det en sejr for russerne. Det her er ikke bare for sjov. Hver dag tæller, og derfor er den tyske tøven en hård medfart for Ukraine«.

Tiden og frygten for, at Rusland kan komme i offensiven, før Ukraine er i stand til at bryde den nuværende stilstand på fronten i det østlige Ukraine, var bagtæppet for hele mødet.

I de seneste uger har både præsident Zelenskyj og hans generaler peget stadig mere anstrengt på kalenderen, af frygt for at russerne kommer ukrainerne i forkøbet. Det handler om at kunne være først, når vejret igen tillader hurtige koordinerede fremstød og mulige gennembrud af fjendens forsvarslinjer.

Og til den slags krigsførelse skal der bruges tunge kampvogne, pansrede og bevæbnede kampkøretøjer, artilleri og meget mere.

Men måske er der et par uger endnu at løbe på. Tyskerne har peget på, at potentielle giverlande allerede nu kan begynde at træne ukrainske soldater i at betjene Leopard 2-kampvogne. Det vil fjerne en del spildtid, hvis tyskerne vel at mærke giver tilladelse til at sende leoparderne af sted.

»Det er muligt, at den her udsættelse ikke behøver at betyde så meget i praksis. Men den tyske tilbageholdenhed skaber frustration. Andre lande har taget hensyn til Tyskland gennem lang tid«, siger militæranalytiker Anders Puck Nielsen.

Et af flere steder, hvor uret tikker, er på øvelsesområder i Tyskland. Der er USA klar til at træne hele bataljoner på op til 1.000 soldater fra den ukrainske hær. Anders Puck Nielsen peger på, at det netop er trænede, veludrustede og godt samarbejdede enheder, der kan bringe ukrainerne tilbage i offensiven.

»I den sammenhæng skal man ikke vente for længe i forhold til samtræning med kampvogne, hvis man skal have det fulde udbytte af de store enheder«.

Jacob Svendsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her