Som om det ikke var rigeligt med et historisk stort jordskælv, flere end hundrede efterskælv og – for Syriens vedkommende – en borgerkrig, der har hærget i 12 år, må de tusinder og atter tusinder nødlidende i jordskælvsområdet på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien også slås med vejret.
Flere steder var der lokalt ned til mere end 10 graders frost i nat, og med mellemrum falder der sne, regn eller slud over de forskellige dele af det sydlige Tyrkiet og nordvestlige Syrien, som i går klokken 04.17 lokal tid blev ramt at det største jordskælv, der nogensinde er registreret i området.
Vejret gør tingene endnu vanskeligere
Skælvet målte 7,8 på richterskalaen, og få timer senere ramte endnu et kæmpemæssigt jordskælv, der målte 7,5. Dertil kom flere end 100 efterskælv, og meldingerne om efterskælv ruller stadig ind. Foreløbig er flere end 5.000 mennesker meldt omkomne i jordskælvet, og dødstallet stiger fortsat.
»Vejret gør tingene endnu vanskeligere både for de overlevende og for redningsarbejderne, der skal hjælpe sårede ud af ruinerne«, siger Folkekirkens Nødhjælps pressechef Poul Kjar.
»Mange har mistet deres hjem og opholder sig derfor ude i kulden, mens andre ikke tør gå indenfor af frygt for, at deres hus skal styrte sammen i et efterskælv, eller fordi det er blevet ustabilt«.
HER RAMTE SKÆLVET
Poul Kjar pointerer, at på grund af den langvarige borgerkrig er adgangsforholdene til det jordskælvsramte område i Syrien allerede komplicerede – for eksempel har det længe været meget svært at komme ind til storbyen Aleppo med nødhjælp.
»Så det er ikke let at nå frem med hverken nødhjælp eller maskiner, der kan hjælpe med at flytte murbrokker og andet, der er vigtigt for redningsarbejdet«.
Samtidig er det område, der er berørt af jordskælvet, kontrolleret af oprørerne i Syrien, så den syriske præsident Bashar al-Assad vil formentlig ikke gøre meget for at hjælpe de mange katastroferamte mennesker, vurderer Poul Kjar.
Svært at få nødhjælp frem
Folkekirkens Nødhjælp har ikke folk i Tyrkiet, men er i forvejen til stede i det nordlige Syrien med 200 lokalt ansatte, der blandt andet arbejder med at fjerne landminer fra borgerkrigen. Men de opholder sig længere østpå i området omkring Raqqa.
»Derfor foregår vores indsats lige nu via lokale samarbejdspartnere, der forsøger at nå frem med varme tæpper, mad og medicin til de nødlidende. De forsøger også efter bedste evne at finde steder, hvor de mange hjemløse kan overnatte, men det er svært, fordi meget er ødelagt. Det gælder om, at ingen skal dø af kulde nu«, forklarer Poul Kjar.
Imens forbereder Folkekirkens Nødhjælps egne ansatte i det nordøstlige Syrien sig på at modtage flygtninge fra vest.
»Vi har ikke meldinger om flygtningestrømme endnu, men vi overvåger situationen. Det vil være logisk at nogle af dem, der er blevet hjemløse efter jordskælvet, vælger at trække østpå væk fra ødelæggelserne«, siger Poul Kjar.
FAKTA
De 10 største jordskælv i nyere verdenshistorie
- 22. maj 1960 i Valdivia, Chile 9,5
- 27. marts 1964 Prince William Sound, Alaska, USA 9,2
- 26. december 2004 Sumatra, Indonesien 9,1
- 11. marts 2011 Honchu, Japan 9,0
- 4. november 1952 Kamchatka, Sovjetunionen (Rusland) 9,0
- 13. august 1868 Arica, Peru (nu en del af Chile) 9,0
- 26. januar 1700 Cascadia-området i Canada og USA 9,0
- 27. februar 2010 Maule, Chile 8,8
- 31. januar 1906 Ecuador 8,8
- 4. februar 1965 Rat Islands, Alaska, USA 8,7
Kilde: United States Geological Survey
Temperaturen varierer en del både alt efter, hvor i jordskælvsområdet man befinder sig, og efter, om det er nat eller dag, skyfrit eller overskyet, fortæller vagthavende meteorolog Anna Christiansson, DMI.
»Vejret ser ud til at blive stabilt koldt i de næste par dage med vekslende skydække, der fortsat vil bære enten sne, slud eller regn med sig i perioder«, forklarer hun.
»Når der ind imellem er hul i skydækket, falder temperaturen hurtigt, og flere steder vil den komme ned på minus 10 om natten eller endnu koldere. Om dagen kan temperaturen lokalt stige til 10 plusgrader, men de fleste steder i det ramte område vil temperaturen ligge et sted omkring frysepunktet«.
fortsæt med at læse


























