Det er varm luft, når Kina påstår, at USA mindst ti gange skal have sendt luftballoner ind i kinesisk luftrum det seneste år.
Det mener Andreas Bøje Forsby, som er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (Diis). Han forsker blandt andet i de to landes forhold.
»Kineserne kan se på retorikken i det politiske landskab i USA, at der ikke længere er megen fornuft at appellere til i sagen om påståede spionballoner«, siger han.
»Og så gør Kina det, som landet har gjort så mange gange før, når tingene spidser til: De skyder med skarpt og beskylder i dette tilfælde USA for at gøre det samme, som amerikanerne beskylder Kina for«, lyder vurderingen.
Seniorforskeren køber i det hele taget ikke påstanden om, at USA skal have sendt luftballoner ind i kinesisk luftrum. Det er ude af trit med den teknologiske virkelighed, mener han.
»Jeg er skeptisk over for idéen om, at amerikanerne skulle operere et program med luftballoner«.
»Jeg vil påstå, at amerikanerne er i besiddelse af en meget mere avanceret overvågningsteknologi end kineserne«, siger han.
»USA opererer både med spionsatellitter, en flåde og luftfartøjer, som er effektive efterretningsredskaber, i den eksklusive økonomiske zone ud for Kinas kyster«.
Relationerne mellem USA og Kina er blevet forværret i de seneste uger, efter at førstnævnte i begyndelsen af denne måned gav ordre til, at en påstået kinesisk spion-luftballon i det amerikanske luftrum skulle skydes ned.
Kina insisterer på, at der var tale om en civil vejrballon, som var blæst ud af kurs.
Ikke desto mindre bliver det en svær opgave at få genskabt den tillid, som de to lande ellers var begyndt at etablere, vurderer Andreas Bøje Forsby.
»Det efterlader landene et sted, som må siges at være lidt tragisk, set i lyset af at parterne var indstillet på at forbedre det bilaterale forhold«.
Sagen har blandt andet fået den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, til at aflyse et længe ventet besøg i Kina.
På et pressemøde i Natos hovedkvarter i Bruxelles har generalsekretær Jens Stoltenberg mandag sagt, at man i alliancen vil øge sin årvågenhed.
Det skyldes, at Kina og Rusland har øget deres indsamling af efterretninger om Nato-lande via satellitter, balloner og cyberangreb, lyder forklaringen.
ritzau
fortsæt med at læse




























