I marts sidste år foreslog Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i en tale til Folketinget, at Danmark blev partner i genopbygningen af havnebyen Mykolajiv.
Onsdag og torsdag rykker partnerskabet et skridt nærmere, når 30 danske virksomheder sammen med andre europæiske lande deltager i en konference kaldet ReBuild Ukraine i Warszawa i Polen. I Dansk Industri (DI) siger viceadministrerende direktør Thomas Bustrup, at den danske stand er den næststørste. Kun Tyskland møder med flere virksomheder.
»Historisk har danske virksomheder været aktive i Ukraine, og det, synes de, forpligter til at være med. Samtidig har de en række kompetencer, som kan bruges i genopbygningen af hospitaler, huse og skoler på en bæredygtig måde. Mykolajiv bliver spydspidsen for genopbygningen, men det drejer sig også om andre byer i Ukraine«.
Fakta
Dansk støtte til Ukraine
En af virksomhederne er WorldFlexhome i Herning, som skal opføre boliger til nogle af de mange børn, som krigen har efterladt forældreløse. Det sker på opfordring af Olena Zelenska Foundation, fortæller administrerende direktør Anders Bach-Sørensen. Fonden er stiftet af præsident Zelenskyjs hustru.
»Det skal være boliger for plejefamilier, der har taget forældreløse børn til sig. Nogle havde i forvejen plejebørn og med de nye, der er kommet til på grund af krigen, kan de have op til 10 børn boende«.
Virksomhed har leveret gaskedler
Linka Energy, som producerer biomasseanlæg til fjernvarme og industri, er en anden af virksomhederne. Direktør Thomas Gaardbo deltager i messen med et håb om, virksomheden kan kombinere en god forretning med at bidrage til en bæredygtig genopbygning af varmeforsyningen.
»Ukraine har jo enorme landbrugsarealer. Det giver god mening at erstatte gas med affaldsprodukter som halm, der kommer lige fra marken uden for døren«, siger Thomas Gaardbo.
»De har rigtig mange gaskedler i Ukraine, og det ville da være fantastisk, hvis de kunne blive uafhængige af gassen, når de nu har deres egne ressourcer«.
Linka Energy har faktisk allerede stået bag fire anlæg rundt om i Ukraine. Tre af dem blev opført inden krigen, mens det sidste – et varmeanlæg til et gartneri – blev bestilt sidste år efter den russiske invasion af landet.
»Anlægget er en solstrålehistorie, fordi det er bygget uden nogen former for støtte, men på rent kommercielle vilkår«, siger Thomas Gaardbo.
På messen vil regeringen være repræsenteret af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).
ritzau
fortsæt med at læse


























