Politifolk i Sachsen-Anhalt deltog som studerende i samtaler på internettet med antisemitisk indhold.

»Indholdet er chokerende«: 18 tyske politifolk afskediget for racistisk chat

Foto: Arno Burgi/Ritzau Scanpix
Foto: Arno Burgi/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

I den centrale tyske delstat Sachsen-Anhalt er 18 politifolk blevet afskediget, efter at det er kommet frem, at de tidligere skulle have deltaget i samtaler på internettet med antisemitisk, racistisk og voldsforherligende indhold. Det skal være sket, da de var under uddannelse, skriver dpa.

»I henhold til foreløbige oplysninger skal 11 af de 18 politifolk have sendt indlæg i den pågældende diskussion med dette indhold til chat-gruppen«, siger delstatens indenrigsminister, Tamara Zieschang, i delstatens hovedstad, Magdeburg.

Chatgruppen eksisterede fra september 2017 til december 2021. Ud af mere end 5.000 individuelle beskeder eller indlæg var mindst 50 antisemitiske, racistiske eller voldsforherligende.

»Indholdet er chokerende«, siger Zieschang og tilføjer:

»Denne gruppe er en skændsel for politiet«.

Sagen er blevet offentliggjort i forbindelse med undersøgelser af en politisk kandidats baggrund. Kriminalpolitiet har nu indledt en særlig efterforskning af 4 af de 18 politifolk. De anvendte og udbredte symboler, som er forbudt ifølge forfatningen.

Det vakte i december stor opsigt, da flere tusinde tyske politifolk i en landsomfattende aktion anholdt 25 højreekstremistiske personer, der ifølge anklagemyndigheden ville begå et statskup i Tyskland. De 25 anholdte var fra bevægelsen Reichsbürger, Rigsborger, som dyrker ’Deutsches Reich’, der udgjorde Tyskland fra 1871 til 1945. Den indenlandske efterretningstjeneste vurderer, at antallet af tilhængere af bevægelsen, som udgøres af en række forskellige grupper med ret løs tilknytning indbyrdes, er på omkring 23.000.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her