Al-Qaedas nye de facto-leder er, Saif al-Adel, som har base i Iran, siger USA og FN.

USA: Egyptisk veteranekstremist er ny leder af al-Qaeda

Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA’s udenrigsministerium bekræfter torsdag oplysninger om, at en egyptisk veteranekstremist baseret i Iran, Safir al-Adel, er ny leder af det islamistiske netværk al-Qaeda. Hans forgænger på posten blev dræbt ved et amerikansk angreb i juli.

»Vores vurdering er i tråd med FN’s: Al-Qaedas nye de facto-leder er Saif al-Adel, som har base i Iran«, siger en talsperson for udenrigsministeriet.

FN sagde i en udtalelse onsdag, at det var en udbredt opfattelse i medlemslandene, at al-Adel nu er gruppens leder. Safir al-Adel, som skal være 62 år, er tidligere oberstløjtnant i de egyptiske sikkerhedsstyrker. Han har længe haft en central rolle i al-Qaedas ledelse. Han var med til at træne nogle af de flykaprere, som deltog i terrorangrebene mod USA 11. september 2001 ifølge oplysninger fra organisationen US Counter Extremism Project.

Det ekstremistiske netværk har ikke selv formelt erklæret, hvem der er den nye ’emir’, fordi Taleban-regeringen i Afghanistan ikke har ønsket at erkende, at den tidligere leder, Ayman al-Zawahiri, blev dræbt af ved et amerikansk angreb i Kabul i juli i henhold til oplysninger fra FN.

Det er også et problem for al-Qaedas tilhængere, som er sunnimuslimer, at de nu har en leder, som primært opholder sig i det shiamuslimske Iran.

»Hans ophold i Iran skaber tvivl om al-Qaedas ambitioner og mål, som hidtil har været at tage lederskab over en global bevægelse i møde med udfordringer fra Islamisk Stat«, hedder det i FN’s seneste rapport om netværket.

Safir al-Adel er også eftersøgt af FBI for indblanding i bombeangreb mod USA’s ambassader i Tanzania og Kenya i 1998, og USA har udlovet en dusør på op til ti millioner dollar for informationer, som kan føre til, at han bliver pågrebet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her