Selv om han har overlevet en række attentatforsøg og fortsat er den ukrainer, russerne allerhelst vil have ram på, så føler den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, sig åbenbart så sikker, at han nu viser sit hemmelige kontor og soveværelse frem.
Det er den ukrainske journalist Dmytro Komarov, der i forbindelse med en dokumentar om Zelenskyj og det første år af krigen mod Rusland har fået adgang til præsidentens kontor og ret ydmyge soveværelse, der ligger i forlængelse af kontoret.
I videoen, som en af Zelenskyjs ministres rådgivere Anton Gerashchenko har lagt op på Twitter, viser Zelenskyj ham gennem en stor trædør og ind i et rum, der mest af alt ligner et hotelværelse på et budgethotel. Sengen fylder næsten halvdelen af rummet. Den står foran to vinduer, hvor gardinerne er trukket helt for, og for enden af sengen hænger et tv på væggen.
»Så det her er præsidentens seng, det var her du var den 24. og 25. (februar 2022, da Rusland indledte angrebet på Ukraine, red.)«, spørger Komarov.
»Ja«, svarer Zelenskyj, »vi var også nede i bunkeren, men normalt er det her, jeg opholder mig. Det her er mit hjem. Det er det hjem, jeg har levet i, i et år«.
Zelenskyj viser også sit badeværelse og sin garderobe frem. Her hænger det armygrønne tøj, som nærmest er blevet hans signatur under krigen, men også et almindelige jakkesæt, som han fortæller, at han ser frem til at bære igen, når krigen er ovre.
»Det venter på sejren«, siger Komarov.
›Ja«, svarer Zelenskyj med et grin.
Hele dokumentaren ligger på YouTube, og ifølge Business Insider, fortæller Zelenskyj i dokumentaren, hvordan han vågnede op sammen med sin familie, da Rusland indledte krigen, og hvordan han så blev fragtet til kontoret, hvor han har tilbragt det meste af sin tid lige siden.
»Jeg elsker min familie, men for mig som præsident har det været vigtigt at være her«, siger han, ifølge Business Insider, i dokumentaren.
I april 2022, to måneder inde i krigen, fortalt Zelenskyjs kone, at hun ikke havde set ham siden krigsudbruddet.
I dokumentaren viser han også det rum frem, hvorfra han har talt med præsidenter og regeringschefer fra hele verden. Han fortæller også, at han før krigen forgæves forsøgte at få Ruslands præsident, Vladimir Putin, i tale, men han ikke længere »er klar til at tale med ham«.
Zelenskyj blev kort efter invasionen tilbudt at blive evakueret, men afslog med de siden så berømte ord:
»Jeg har brug for ammunition, ikke et lift«.
På spørgsmålet om, hvorfor han valgte at blive i Ukraine, når han var blevet advaret om, at han var et vigtigt mål for russerne og burde forlade landet, svarer Zelenskyj:
»Jeg tænkte ikke over, hvad der ville ske med mig selv, og igen, det her handler ikke om mod. Men jeg tænkte over konsekvenserne, og hvad der ville ske, hvis jeg rejste«.
fortsæt med at læse




























