Tirsdag aften kolliderede to tog i det centrale Grækenland. I overblikket herunder kan du løbende følge opdateringer fra ulykken.

Overblik: Togtragedie har nu kostet 57 mennesker livet. Og vreden vokser blandt især unge grækere

Lyt til artiklen

Opdateret fredag 3. marts klokken 08.00

Det vigtigste at vide

  • Et passagertog kolliderede tirsdag aften med et godstog nær Athen.
  • 57 personer har mistet livet i ulykken. Mange andre er blevet kvæstet.
  • En stationsforstander er blevet anholdt, og den græske transportminister har trukket sig.
  • »En tragisk menneskelig fejl«, siger den græske premierminister om årsagen til ulykken.

Hvad er der sket?

Et passagertog med 350 passagerer fra Athen kolliderede tirsdag 28. februar aften med et godstog i området omkring Tempi-dalen i det centrale Grækenland. Togene ramte med fronten mod hinanden, da de med høj hastighed kom kørende på samme spor.

Omkring 250 personer blev evakueret fra ulykkesstedet og med busser kørt til byen Thessaloniki omkring 150 kilometer fra ulykkesstedet. Flere passagerer var ikke ved bevidsthed, da de blev bragt ud af vognene.

Den græske premierminister Kyriakos Mitsotakis har lovet at finde ud af, hvad den præcise årsag til ulykken var.

»Det er en meget svært, det vi i dag oplever som land. Der er tale om en ubeskrivelig tragedie. Jeg kan garantere én ting: Vi skal finde ud af årsagerne til tragedien og gøre alt i vores magt for at sikre, at det aldrig sker igen«, sagde han onsdag i en tale ved ulykkesstedet.

Hvor mange er døde?

Dødstallet er tre døgn efter ulykken vokset til 57 omkomne. Flere andre er indlagt på hospitaler med livstruende kvæstelser.

Sådan blev det oplevet

Ifølge redningsfolk var nogle af de passagerere, der befandt sig i den forreste vogn, blevet kastet ud af toget. Nogle blev fundet 40 meter væk fra togvraget.

»Vi blev kastet om på siden. Så var der panik. Kabler og ild. Ilden kom med det samme, og da vi vendte os, blev vi forbrændt. Der var ild til højre og venstre«, siger Stergios Minenis, en 28-årig passager ifølge Reuters.

Mindst to vogne brød i brand efter ulykken. På billeder fra ulykkesstedet kan man se, hvordan krøllede vogne på siden ligger med ødelagte ruder ved siden af sporet.

»Den ene togfører vidste ikke, at den anden kom kørende på samme spor«, siger han.

Hvad ved vi om årsagen?

»En tragisk menneskelig fejl«, siger den græske premierminister Kyriakos Mitsotakis var årsagen bag ulykken.

Til græske Skai TV fortæller guvernøren, Konstantinos Agorastos, i regionen Thessalien, hvor ulykken skete, at togene var endt på samme spor og ramte hinanden med høj hastighed.

I kølvandet på ulykken har den græske transportminister, Kostas Karamanlis, trukket sig. Det er hans pligt at trække sig, siger han i en udtalelse, og »det mindste han kan gøre for at ære ofrenes minde«.

Og en 59-årig stationsforstander er anholdt efter ulykken. Han er sigtet for at forstyrre den offentlige togtrafik og bringe andres liv i fare. Han har erkendt, at han bærer en del af skylden for, at de to tog kom ind på samme strækning, men hans advokat, Stefanos Pantzartzidis, siger, at en række andre faktorer har medvirket til ulykken.

Vrede over ulykken

Mange af de dræbte var unge og studerende. Flere steder i landet, i blandt andet Thessaloniki og Patras har flere tusinde fortrinsvis unge demonstranter været på gaderne og protesteret mod det, de kalder et svigt fra myndighedernes side i forhold til togsikkerheden i Grækenland.

Demonstranterne har i flere tilfælde kastet med sten og molotovcocktail, mens politiet har svaret igen med tåregas. Samtidig er jernbane- og metroansatte gået i strejke. De mener, at myndighederne i længere tid har udsultet jernbanen, hvor udstyr og signalsystemer er forældede og, at det er den direkte årsag til tragedien, skriver The Guardian.

og Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her