Siden 2016 har der ikke været diplomatiske forbindelser mellem ærkerivalerne Iran og Saudi-Arabien.

Iran og Saudi-Arabien trodser fjendskab: Genåbner ambassader

De diplomatiske forbindelser mellem de to lande siden 2016, hvor iranske demonstranter satte ild til den saudiarabiske ambassade i Teheran.  Foto: Mohammadreza Nadimi/Ritzau Scanpix
De diplomatiske forbindelser mellem de to lande siden 2016, hvor iranske demonstranter satte ild til den saudiarabiske ambassade i Teheran. Foto: Mohammadreza Nadimi/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Iran og Saudi-Arabien er blevet enige om at genoptage de diplomatiske forbindelser mellem de to lande.

Dermed vil de genåbne deres respektive ambassader i henholdsvis Irans hovedstad, Teheran, og Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh.

Det skriver det statslige, iranske nyhedsbureau IRNA ifølge Reuters.

Oplysningen bekræftes af det saudiske nyhedsbureau SPA.

Beslutningen er truffet fredag på et møde mellem repræsentanter for Iran og Saudi-Arabien i Beijing i Kina.

Iran og Saudi-Arabien har længe været rivaler i Mellemøsten og har ikke haft diplomatiske forbindelser siden 2016.

Saudi-Arabien brød dengang med Iran og lukkede sin ambassade i Teheran. Det skete, efter at ambassaden var blevet stormet af iranske demonstranter.

Demonstranterne protesterede mod henrettelsen af en shiamuslimsk imam i Saudi-Arabien.

Iran er det land i verden, der har den største shiamuslimske befolkningsgruppe. Ni ud af ti iranere er shiamuslimer.

Et lille iransk mindretal bekender sig til sunniislam og har sympati for Saudi-Arabien.

Saudi-Arabiens befolkning er omvendt langt overvejende sunnimuslimsk.

Ud over religiøst betingede stridspunkter har de to lande blandt andet vidt forskellige forhold til Vesten.

Saudi-Arabien er og har historisk været på god for med USA.

Iran har siden den iranske revolution i 1979 anset USA for sammen med Israel at være landets værste fjende.

Derudover har Iran og Saudi-Arabien sammenfaldende ambitioner om at have stor indflydelse på den islamiske verden og Mellemøsten.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her