Artiklen er opdateret klokken 21:59
Et russisk jagerfly har tirsdag ramt en amerikansk militærdrone over Sortehavet.
Det oplyser det amerikanske militær ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Den ubemandede drone, der er på størrelse med et lille propelfly, styrtede efterfølgende i havet på grund af sammenstødet.
»Vores drone udførte rutineopgaver i internationalt luftrum, da det blev ramt af et russisk fly, hvilket resulterede i et styrt«, siger James Hecker, der er general i det amerikanske luftvåben, ifølge Reuters.
»Faktisk fik denne farlige og uprofessionelle handling fra russerne næsten begge fly til at styrte til jorden«, siger generalen og tilføjer, at det følger et mønster af farlige handlinger fra russiske piloter over internationalt luftrum.
Episoden kommer dog ikke til at få konsekvenser for USA’s tilstedeværelse i området, lyder det.
»Amerikanske og allierede fly vil fortsætte med at operere i internationalt luftrum, og vi opfordrer russerne til at opføre sig professionelt og sikkert«, siger James Hecker.
Det amerikanske militærs europæiske kommando siger tirsdag aften, at to russiske jagerfly af typen Su-27 nærmede sig dronen og hældte brændstof på den.
»Flere gange før sammenstødet aflæssede Su-27’erne brændstof og fløj foran MQ-9 på en uforsvarlig, usikker og uprofessionel måde«, lyder det ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det amerikanske udenrigsministerium har indkaldt Ruslands ambassadør i USA til samtale på grund af episoden.
Rusland har tirsdag aften afvist at have fået dronen til at styrte.
Det russiske forsvarsministerium siger, at dronens transpondere ikke var tændt, og at et jagerfly derfor blev sendt afsted for at identificere den.
»Som et resultat af en hurtig manøvre begyndte den ubemandede drone at flyve ukontrolleret og mistede højde og kolliderede med havets overflade«, siger ministeriet ifølge AFP.
Adskillige Reaper-droner er gået tabt de senere år, blandt andet på grund af fjendtlige angreb.
Den ene blev skudt ned i 2019 over Yemen, mens en anden ifølge flere medier styrtede i Libyen sidste år.
Dronerne kan bevæbnes med missiler og laserstyrede bomber. De kan flyve i mere end 15.000 meters højde ifølge det amerikanske luftvåben. Dronen, der går under navnet MQ-9 Reaper, er designet og bygget til at varetage langvarig overvågning fra stor højde.
Ritzau og Politiken




























