Credit Suisse har ifølge nationalbank tilstrækkelig likviditet på nuværende tidspunkt. Men hjælpen står klar.

Nationalbank står klar med hjælpende hånd til Credit Suisse

Lyt til artiklen

Storbanken Credit Suisse oplevede onsdag middag et kraftigt kursdyk, da dens kurser faldt med 20 procent – et fald, der har sendt rystelser ud i den europæiske banker. Også de danske.

Men den schweiziske nationalbank (SNB) er klar til at stille likviditet til rådighed til Credit Suisse, hvis det skulle blive nødvendigt.

Det oplyser nationalbanken i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

»Credit Suisse opfylder kravene for kapital og likviditet for systemisk vigtige banker. Hvis den skulle få brug for det, vil SNB stille likviditet til rådighed til Credit Suisse«, lyder det i udtalelsen.

Den schweiziske nationalbank siger dog samtidig, at Credit Suisses nuværende kapital- og likviditetsniveau er tilstrækkeligt.

Styrtdykket i bankens kurs kom, efter at banken tirsdag offentliggjorde sit årsregnskab for 2022.

Her oplyste Credit Suisse, at kunder havde forladt banken og trukket 120 milliarder dollar med sig i sidste kvartal af sidste år.

Og det sker på et rigtig dårligt tidspunkt, siger senioranalytiker Mikkel Emil Jensen fra Sydbank, der følger finansbranchen, til Politiken.

»Det, der går igennem hovederne på aktionærerne i øjeblikket, er jo 2008. Lehmann Brothers. Er det en gentagelse af det? Frygten alene er nok til at skabe rystelser i hele sektoren«, siger han.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her