Kreml har tidligere afvist tyrkiske meldinger om Putin-visit. Men nu taler præsident Erdogan om muligt atombesøg.

Erdogan varsler muligt besøg af Putin til indvielse af atomreaktor

Ruslands præsident, Vladimir Putin, mødtes med Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, i september i Usbekistan. Nu skal de måske mødes igen på tyrkisk grund. Foto: Sputnik/Ritzau Scanpix
Ruslands præsident, Vladimir Putin, mødtes med Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, i september i Usbekistan. Nu skal de måske mødes igen på tyrkisk grund. Foto: Sputnik/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, får måske snart besøg af sit russiske modstykke, Vladimir Putin. Det sker muligvis 27. april i forbindelse med indvielsen af Tyrkiets første atomreaktor, siger Erdogan selv i udtalelser til den private tyrkiske tv-kanal ATV.

Rosatom, det statslige russiske atomenergiselskab, har da også været med til at bygge reaktoren.

»Måske er der mulighed for, at Putin kommer 27. april«, siger Erdogan.

»Eller måske opretter vi forbindelse til indvielsesceremonien online, og så tager vi det første skridt i Akkuyu (byen, hvor kraftværket ligger, red.)«.

Den russiske regering afviste dog så sent som mandag tyrkiske meldinger om, at Putin planlægger et besøg i Tyrkiet.

Den Internationale Straffedomstol (ICC) udstedte tidligere på måneden en arrestordre på Putin. Han mistænkes for krigsforbrydelser i Ukraine, hvilket har ført til en vred reaktion fra den russiske regering. Tyrkiet er dog ikke part til Rom-statutten, som er det juridiske fundament for ICC.

Det er planen, at Tyrkiet 27. april fylder det første radioaktive brændstof på reaktoren og officielt giver kraftværket i Akkuyu status som »nuklear facilitet«, oplyste Erdogan i en meddelelse tidligere onsdag.

Rusland udtalte lørdag, at Putin og Erdogan i et telefonopkald havde talt om fælles strategiske projekter i energisektoren. Opkaldet omhandlede blandt andet Akkuyu-atomkraftværket. Projektet til knap 140 milliarder danske kroner og med en forventet kapacitet på 4800 megawatt skal efter planen give Tyrkiet plads i den lille klub af nationer, som har atomenergi til civilt brug. Tyrkiet har tidligere meddelt planer om at sætte den første reaktor i gang i 2023.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her