Danmarks ambassadør i Tyrkiet er på ny blevet indkaldt til samtale i det tyrkiske udenrigsministerium, hvor den tyrkiske regering har protesteret over blandt andet afbrænding af Koranen.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra det tyrkiske udenrigsministerium.
»Vi fordømmer på det stærkeste, at den hadforbrydelse, der blev begået i Danmark 24. marts mod vores hellige bog Koranen og vores glorværdige flag, fik lov at blive begået igen 31. marts i ramadanen«, står der i pressemeddelelsen.
»Vi gentager, at tillade disse afskyelige handlinger som disse under dække af ytringsfrihed er absolut uacceptabelt, og at en sådan tilgang aldrig kan retfærdiggøres«.
’En håndfuld demonstranter’ har fredag 24. marts sat ild til Koranen med en gasbrænder foran den tyrkiske ambassade i København, skriver Jyllands-Posten. Der blev ifølge avisen også trampet på det tyrkiske flag.
Berlingske skriver, at Facebook-gruppen ’Patrioterne går live’ fredag har delt en video af ’en håndfuld demonstranter’. Der blev igen blev trampet på det tyrkiske flag og denne gang også Koranen ifølge avisen.
Det tyrkiske udenrigsministerium er tilsyneladende utilfreds med de danske myndigheders håndtering af disse to episoder.
»Det ses tydeligt, at de utilstrækkelige juridiske og administrative tiltag og manglen på politisk vilje til at forhindre sådanne handlinger såvel som straffriheden for bagmændene har opmuntret til yderligere provokationer«, skriver ministeriet.
»Disse handlinger er et tydeligt bevis på, at islamofobi, xenofobi, diskrimination og racisme er steget på det seneste i Europa«.
»Sådanne hadforbrydelser bidrager også til at fornærme dem, der tror på tolerance, en kultur af fredfyldt sameksistens og demokratiske værdier«.
»Vi opfordrer på ny de danske myndigheder til at tage de nødvendige skridt mod bagmændene for disse forbrydelser og skridte til effektive tiltag for at forhindre gentagelser af sådanne provokationer«.
ritzau




























