Den tyske vicekansler Robert Habeck blæser til kamp mod firmaer, der sælger varer til tredjelande, som eksporterer videre til Rusland i stor stil

Tysk toppolitiker sender sjælden ros til dansk kamp mod svindel

   Tysklands vicekansler og økonomiminister Robert Habeck erklærer krig mod firmaer, som omgås sanktionerne mod Rusland. Foto: Adriano Machado/Ritzau Scanpix
Tysklands vicekansler og økonomiminister Robert Habeck erklærer krig mod firmaer, som omgås sanktionerne mod Rusland. Foto: Adriano Machado/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Tyskland har store problemer med virksomheder, der omgås handelsrestriktionerne mod Rusland og bør skele til Danmark for at finde metoder til at afsløre den slags tricks.

Det mener den tyske vicekansler Robert Habeck, De Grønne, som også er såkaldt superminister for både økonomi og klima. Han erklærer i et interview med mediegruppen Funke krig mod de virksomheder, som snyder.

»Tyskland kunne for eksempel lære af Danmark om, hvordan man bedre kan bekæmpe ulovlig omgåelse af sanktionerne«, siger Robert Habeck.

I Danmark arbejder myndighederne tæt sammen og toldvæsenet analyserer handel og tolddata grundigt for at opdage uregelmæssigheder og overtrædelser af sanktionerne, mener Robert Habeck.

»Hvis en stor mængde af bestemte varer, som tidligere gik til Rusland, pludselig leveres til et tredjeland i samme mængde, er det mistænkeligt og en grund til at kigge nærmere på den transaktion, og toldvæsenet beder i Danmark om en forklaring«, siger den tyske minister.

Han ønsker, at tyske myndigheder skal bruge samme metoder og mener, at det er muligt inden for eksisterende lov. Siden Ruslands invasion i Ukraine for snart 14 måneder siden har EU vedtaget hele 10 pakker med sanktioner mod landet. Alligevel lykkes det for mange tyske virksomheder stadig at eksportere til Rusland - ofte gennem tredjelande.

»Det må vi imødegå med langt større beslutsomhed og styrke. Det skylder vi ikke mindst borgerne i Ukraine«, mener Habeck.

Det tyske økonomiministerium har ifølge ministeren lagt nye tiltag frem for at standse den ulovlige eksport. Forslag, som den tyske regering drøfter med sine EU-partnere, understreger Robert Habeck. Men det tyske toldvæsen afviser, at det ikke er sin opgave moden.

»De opgaver, Robert Habeck omtaler, skal slet ikke løses i toldvæsenet, men i hans eget økonoministerium«, siger en talsmand for toldvæsenet til mediegruppen.

Mens de tyske myndigheder og ministerier skændes om ansvaret, fortsætter strømmen af varer trods EU’s sanktioner i retning af Rusland. Det er især elektronik, biler, motorer, maskindele, som eksporteres til Rusland via tredjelande, viser en analyse fra det tyske økonomiministerium.

Ifølge en opgørelse fra den europæiske udviklingsbank med hovedsæde i London er det især lande som Armenien og Kirgisistan, som i de seneste måneder har oplevet en voldsom vækst i importen fra lande i Vesteuropa og en tilsvarende omfangsrig eksport til Rusland. Også Tyrkiet har oplevet en stærk stigning i eksporten til Rusland.

»Det kan ikke være en tilfældighed. Tanken om, at der er etableret en forretningsmodel, som fungerer på tværs af krig og sanktioner, er helt uudholdelig«, siger Robert Habeck, som vil straffe og sortliste selskaber, som omgås reglerne.

Erik Jensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her