Statsminister Mette Frederiksen (S) bliver nu bragt i spil til at efterfølge Jens Stoltenberg, når han ventes at træde tilbage som generalsekretær i Nato til efteråret. Det oplyser to centrale kilder, ifølge den norske avis VG.
»Hendes navn er nu på bordet hos Natos 31 topledere, som bestemmer, hvem der skal lede Nato«, skriver VG.
Ph.d. og generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen Lars Bangert Struwe har hørt rygtet, men han er ikke sikker på, at det kan lykkes:
»Anders Fogh blev afløst af Jens Stoltenberg, og vi skal nok se en afløser af Stoltenberg fra et ikke-nordisk land. Danmark leverer lige nu ikke nok til alliancen, da vi ikke bruger nok midler på forsvaret og først når det i 2030«, siger han til Politiken.
De to centrale kilder, som VG bygger sin historie på, tilføjer til det norske medie, at den danske statsminister er særligt vellidt af USA’s præsident, Joe Biden. Umiddelbart kan det virke en smule paradoksalt, da Mette Frederiksen endnu ikke har besøgt Biden i Det Hvide Hus, selv om det er mere end to år siden, at han blev indsat som USA’s 46. præsident.
Det peger Lars Bangert Struwe også på: »Endeligt, så har Mette Frederiksen ikke været på besøg hos Joe Biden i Washington D.C., og at blive generalsekretær kræver Bidens godkendelse. Danmark har været aktivt i støtten til Ukraine og donationer dertil, men jeg tror ikke, at det er nok lige nu«, siger han og fortsætter:
»Spørgsmålet er også, hvem er man oppe imod. Hvis skæve kandidater som Boris Johnson er en del af opløbet, så kan et dansk kandidatur måske få en reel chance«.
Jens Stoltenberg er flere gange blevet forlænget som generalsekretær i Nato, som han har stået i spidsen for i næsten ni år. Til norske NRK oplyser han fredag, at han vil flytte hjem til Norge til efteråret.
»Jeg har ikke andre planer end at afslutte mit arbejde i Nato til efteråret som planlagt«, siger han.
fortsæt med at læse


























