Ukrainerne hører retteligt hjemme i forsvarsalliancen Nato. Det fastslår Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, på et pressemøde torsdag eftermiddag i Ukraines hovedstad, Kyiv, skriver Reuters.
»Lad det være klart: Ukraine hører retmæssigt til i den euroatlantiske familie. Ukraines retmæssige plads er i Nato. Og over tid vil vores støtte hjælpe jer med at gøre det (optagelsen, red.) muligt«, siger Stoltenberg.
Stoltenberg er på sit første besøg i Kyiv, siden Rusland invaderede Ukraine. På pressemødet er også Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj. Han påpeger også behovet for at åbne alliancen for Ukraine.
»Nu hvor størstedelen af Nato-landenes befolkninger og størstedelen af ukrainerne støtter vores lands tiltræden i alliancen, er det på tide at træffe en passende beslutning«, siger Zelenskyj ifølge AFP.
Zelenskyj mener ikke, at der er nogen »objektive hindringer«, for at Nato kan sende en invitation om optagelse i alliancen til Ukraine.
Inviteret til topmøde
En hindring kunne dog være Rusland. Dmitrij Peskov, der er talsmand for det russiske præsidentkontor, sagde således tidligere torsdag, at ét af målene med Ruslands ’særlige operation’ i Ukraine er at undgå, at Ukraine bliver optaget i Nato, skriver det russiske nyhedsbureau Tass. Styret i Rusland omtaler konsekvent krigen i nabolandet som en ’særlig operation’.
Nato har siden Ruslands invasion i februar sidste år været åben om sin støtte til Ukraine. Nato’s medlemslande har både individuelt og i samarbejde med hinanden doneret militærudstyr til ukrainerne.
Den støtte fortsætter, lover Stoltenberg ifølge Reuters.
»Nato står sammen med jer i dag, i morgen og så længe, det er nødvendigt.
På pressemødet fortæller Zelenskyj, at han er inviteret til Nato’s topmøde i Vilnius i Litauen i juli. Og han forventer, at mødet bliver »historisk«.
Jens Stoltenberg ankom til Ukraines hovedstad torsdag morgen. Ifølge mediet Kyiv Independent har Stoltenberg deltaget i en mindehøjtidelighed for faldne ukrainske soldater. Derudover har Nato-chefen besigtiget ødelagt, russisk militærudstyr på en central plads i Kyiv.
ritzau
fortsæt med at læse


























