Efter seks års desperat kamp for at undgå udlevering til Peru blev landets tidligere præsident Alejandro Toledo søndag lagt i håndjern og sat på et fly i USA med kurs mod Lima. Mandag blev han i en retssal formelt anklaget for at have modtaget, hvad der svarer til 240 millioner kroner i bestikkelse fra den brasilianske byggegigant Odebrecht, og derpå ført til fængslet Barbadillo, hvor to af landets ekspræsidenter allerede befinder sig.
Den nu 77-årige Toledo regerede Peru fra 2001 til 2006 og efterfulgte Alberto Fujimoris brutale diktatur. Toledo var desuden landets første præsident af indiansk afstamning, og peruanerne knyttede al deres håb om fred og retfærdighed til den nye præsident, der højtideligt lovede at bekæmpe landets endemiske korruption.




























