Opdateret 12.30:
Præsident Joe Biden stiller op som demokraternes præsidentkandidat ved det amerikanske præsidentvalg i 2024.
Det annoncerer han i en kampagnevideo.
Biden har tidligere fortalt, at det er hans plan at stille op ved det kommende valg. Men det er først nu, at han formelt har bekræftet sit kandidatur.
»Hver generation oplever et tidspunkt, hvor den er nødt til at forsvare demokratiet. Forsvare sine grundlæggende frihedsrettigheder. Jeg tror på, at dette er vores. Derfor vil jeg genvælges som præsident for De Forenede Stater«, skriver Joe Biden i en tekst, der ledsager videoen.
Joe Biden vandt over den siddende præsident, Donald Trump, ved præsidentvalget i 2020. Trump har allerede meddelt, at han genopstiller.
Den nuværende embedsperiode er Bidens første som USA’s præsident. Amerikanske præsidenter må højst sidde i to perioder.
Vaccineskeptisk Kennedy vil være USA's præsidentJoe Biden er med sine 80 år den ældste præsident i USA’s historie. Hvis de amerikanske vælgere sikrer ham fire år mere i Det Hvide Hus, vil han være 82 år, når den næste embedsperiode begynder, og 86 år når den slutter.
Indtil videre har to andre demokrater meddelt, at de stiller op. Den ene er Robert F. Kennedy Jr, søn af USA’s tidligere justitsminister Robert F. Kennedy. Han har markeret sig med konspirationsteorier om faren ved vacciner. Især under coronapandemien fik han opmærksomhed for sit syn på vaccinerne mod covid-19.
Den anden modkandidat er forfatteren og aktivisten Marianne Williamson.
Hos republikanerne har tidligere FN-ambassadør Nikki Haley, tidligere Arkansas-guvernør Asa Hutchinson og forretningsmanden Vivek Ramaswamy meddelt, at de også stiller op.
Opdateres
Ritzau
fortsæt med at læse




























