Artiklen er opdateret kl. 9.54.
Der er tidligt fredag morgen meldinger om eksplosioner flere steder i Ukraine, heriblandt i hovedstaden Kyiv, skriver det ukrainske nyhedsbureau Interfax Ukraine ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge Interfax Ukraine har luftsirener lydt i hele landet, mens der er blevet meldt om eksplosioner i adskillige byer. Der foreligger indtil videre ingen detaljer om, hvilke mål der skulle være blevet ramt. To personer i den centralukrainske by Dnipro skulle ifølge byens borgmester have mistet livet. Ifølge det franske nyhedsbureau AFP har borgmesteren oplyst på sin profil på beskedtjenesten Telegram, at de dræbte er en ung kvinde og et treårigt barn.
Mindst syv personer har desuden mistet livet i den centralukrainske by Uman, hvor et angreb har ramt en boligblok. Derudover er 17 såret samme sted, oplyser Ukraines indenrigsminister, Ihor Klymenko, ifølge Reuters.
I løbet af natten til fredag og fredag morgen har Ukraine nedskudt 21 russiske missiler og 2 angrebsdroner, oplyser det ukrainske forsvarsministerium i en udtalelse ifølge AFP.
Luftforsvar aktiveret
Kyivs militæradministration oplyser, at den har aktiveret sine antiluftskytssystemer. Angreb mod Kyiv er blevet sjældnere og sjældnere, efter at kampene mellem Rusland og Ukraine har koncentreret sig omkring den østlige del af Ukraine og i særdeleshed omkring byen Bakhmut.
Så sent som i sidste uge besøgte den vestlige forsvarsalliance Nato’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, byen, hvor han i en tale slog fast, at Ukraine hører til i alliancen. Imens slog Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), et smut forbi den ukrainske hovedstad, Kyiv, som officielt er venskabsby med Odense.
Angreb finder dog stadig sted, og 22. marts i år endte et droneangreb mod hovedstaden med at koste tre personer livet i Kyiv-regionen. Et civilt område blev desuden beskadiget.
Knap to uger forinden havde Rusland slået til mod adskillige byer i Ukraine. De ramte regioner var Kyiv, Kirovohrad, Dnipropetrovsk, Odesa, Kharkiv, Zaporizjzja, Lviv, Ivano-Frankivsk, Zjytomyr og Vinnytsja. Der var primært tale om angreb på infrastruktur og kraftværker.
ritzau
fortsæt med at læse




























