Den Arabiske Liga har på et møde søndag besluttet, at Syrien igen kan være en del af sammenslutningen efter 12 års udelukkelse.
Det skriver irakiske statsmedier ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Syriens medlemskab blev suspenderet i kølvandet på Det Arabiske Forår i 2011, hvor landet under præsident Bashar al-Assads ledelse slog hårdt ned på kritikere af det syriske styre.
Siden har Syrien været hærget af borgerkrig.
Ud over at suspendere Syriens medlemskab af Den Arabiske Liga valgte mange arabiske lande også at trække deres diplomater ud af Syrien i 2011.
Beslutningen om at byde Syrien velkommen tilbage er truffet på et møde for medlemslandenes udenrigsministre i Egyptens hovedstad, Kairo.
Forud for søndagens møde har flere arabiske stater – herunder Egypten og Saudi-Arabien – besluttet at genoptage deres kontakt til Syrien. Blandt andet har landene holdt møder med Syriens politiske ledelse.
Andre arabiske lande såsom Qatar har dog givet udtryk for, at de er imod en fuld normalisering af forholdet til Syrien, skriver Reuters.
Så længe der ikke er fundet en politisk løsning på konflikten i Syrien, vil Qatar ikke indgå i et fuldbyrdet diplomatisk samarbejde med Syrien.
Den Arabiske Liga består af en række arabiske lande.
Sammenslutningen har til formål at fremme samarbejde mellem landene inden for blandt andet handel og kultur.
ritzau




























