Mindst 22 mennesker mistede livet, da en turistbåd i to etager søndag kæntrede i den sydindiske stat Kerala.
Det oplyser embedsfolk mandag.
Hændelsen skete sent søndag i kystbyen Tanur, der ligger i Malappuram-distriktet.
Mandag morgen er redningsindsatsen stadig i gang.
Dusinvis har natten over ledt efter overlevende i og omkring fartøjet, der er delvist sunket. Nogle har brugt reb til at stabilisere båden, mens andre var i vandet og kiggede ind af bådens vinduer.
»Vi har bjærget 22 lig, herunder 15 kvinder og 7 mænd. Der er omkring seks personer på hospitalet. Redningsaktionen er i gang«, siger en betjent fra politiet i Tanur.
Betjenten tilføjer, at der var omkring 30 personer på båden.
Det lokale medie Onmanorama skriver, at 11 personer fra én familie, herunder tre børn, er døde i ulykken.
ritzau




























