Russerne har mistet 196.310 soldater under deres krig mod ukrainerne, siger det ukrainske forsvar.
Mindst 500 på listen har mistet livet i kamp om et område, som blev opgivet, da mandskab fra hæren trak sig. De faldne var alle medlemmer af Wagner-gruppens enheder ved Bakhmut, oplyser lejehærens ejer, Jevgenij Prigozjin.
Han er tydeligvis ikke tilfreds med det, der sker. For et par dage siden truede han med at trække sine soldater væk fra fronten i vrede over, at de ikke fik den nødvendige ammunition fra det russiske militær. Nu siger hans pressetjeneste, at truslen har ført til advarsler om, at han og Wagner-soldaterne kan blive straffet for landsforræderi, hvis de retirerer.
Hvis der ikke er noget ammunition, vil vi forlade stillingen og spørge, hvorfor staten ikke vil forsvare moderlandet
»Men hvis der ikke er noget ammunition, vil vi forlade stillingen og spørge, hvorfor staten ikke vil forsvare moderlandet. Den, der forråder fædrelandet, er ham, der er ansvarlig for at give os for små ammunitionsforsyninger«, mener Prigozjin.
Samtidig beskylder han andre enheder for at stikke af og efterlade et gabende hul i frontlinjen. En regulær hærenhed, den 72. motoriserede riffelbrigade, trak sig pludseligt fra sine stillinger ved Bakhmut og efterlod ifølge Wagner-hæren strategiske positioner og våben. Det var, hævder Prigozjin, tre kvadratkilometer, som det havde kostet 500 lejesoldater livet at erobre.
Han har tidligere rettet tilsvarende anklager mod Potok-bataljonen – Strømbataljonen – som er en lejehær oprettet af energiselskabet Gazprom, som han i slutningen af april beskyldte for at trække sig og dermed tillade ukrainerne at indtage positioner, russerne angiveligt havde kæmpet hårdt for at indtage.
Omstridt frontby
Bakhmut har længe været centrum for de hårdeste kampe mellem det ukrainske forsvar og invasionsstyrkerne. I begyndelsen af maj anslog USA, at Rusland på fem måneder havde mistet mindst 20.000 soldater under kampene. Halvdelen af de dræbte var fra Wagner-gruppen, der i stort omfang har skaffet sine soldater ved at hverve indsatte fra de russiske fængsler.
Da Prigozjin truede med at trække Wagner-gruppens soldater ud af kampen om Bakhmut fik det den russiske forsvarsminister Sergej Sjojgu til at bedyre, at landet vil øge våbenproduktionen, så der ikke længere vil være mangel på ammunition til krigen.
»De russiske militære styrker, som udfører den særlige militære operation, er afhængige af rettidig genopfyldning af deres våbenlagre, militære udstyr og midler til ødelæggelse«, sagde Sjojgu.
Manglen på ammunition har været et stort problem. Alene Wagner-gruppen har ifølge ejeren brug for 300 tons artilleriammunition om dagen for at opretholde angrebet på byen. Men den har kun modtaget 10-15 procent af de leverancer, den har brug for, klagede Prigozjin. Resultatet har, efter hans vurdering, været, at tabene er fem gange større, end de behøvede at være.
fortsæt med at læse


























