Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Vi er bekymrede for dagens provokerende besøg på Tempelbjerget, skriver USA’s udenrigsministerium.

USA kritiserer israelsk ministerbesøgTempelbjerget

Foto: Amir Cohen/Ritzau Scanpix
Foto: Amir Cohen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA kritiserer natten til mandag Israels minister for national sikkerhed, den højrenationalistiske Itamar Ben-Gvir, for at besøge Tempelbjerget i Jerusalem og ministerens ’inflammatoriske retorik’.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

»Alle truslerne fra Hamas kommer ikke til at hjælpe dem. Vi bestemmer i Jerusalem og over alt Israels land«, sagde ministeren på det hellige sted ifølge den israelske avis Haaretz.

Jøder har typisk begrænset adgang til plateauet på toppen af Tempelbjerget, hvor al-Aqsa-moskéen ligger. Moskéen er det tredjehelligste sted inden for islam efter Mekka og Medina i Saudi-Arabien.

Samtidig betragtes Tempelbjerget som det helligste sted i jødedommen.

Det amerikanske udenrigsministerium kritiserer desuden Israels regering beslutning om at give israelske bosættere mulighed for at slå sig permanent ned i bosættelsen Homesh på Vestbredden.

»Fremmelsen af israelske bosættelser på Vestbredden er en hindring for opnåelsen af en tostatsløsning«, skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Ministeriet noterer sig, at bosættelserne i Homesh ’efter israelsk lov er ulovligt bygget på privatejet palæstinensisk land’.

»Denne ordre er i uoverensstemmelse med både tidligere premierminister Sharons (Ariel Sharon, premierminister for Israel i 2001-2006, red.) skriftlige løfte til George Bush-regeringen i 2004 og den nuværende israelske regerings løfte til Joe Biden-regeringen«, skriver ministeriet.

Israel blev oprettet den 14. maj 1948, da David Ben Gurion udråbte den jødiske stat. Det skete i forlængelse af FN’s delingsplan for det gamle britiske mandatområde.

Planen opdelte området mellem Middelhavet og Jordanfloden, altså i grove træk det nuværende Israel og Vestbredden, i en jødisk del og en arabisk del.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her