Klokken var 14.00, da den aflange bil diskret kom kørende op ad viale San Martino i forstadsbyen Arcore, som ligger lidt nord for Milano. I bilen lå kisten med Silvio Berlusconi, Italiens mest markante politiske og offentlige skikkelse siden anden verdenskrig. Han blev erklæret død, 86 år gammel, på Milanos San Raffaele hospital tre en halv time tidligere, efter et længere sygdomsforløb med leukæmi.
Nu skulle han hjem til Villa San Martino, pragtvillaen, hvor han har fået designet et mausoleum til sig selv og sine 20 nærmeste i kælderen.




























