Nato-landene ser ud til at ønske en forlængelse af Stoltenberg som chef for Nato. Danmark bakker varmt op.

Mette Frederiksen ser gerne Stoltenberg fortsætte som Nato-chef

Foto: John Thys/Ritzau Scanpix
Foto: John Thys/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Danmark bakker varmt op om en forlængelse af Jens Stoltenberg som generalsekretær for forsvarsalliancen Nato.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag ved sin ankomst til et EU-topmøde i Bruxelles.

»Der har været meget bred og stor opbakning til Stoltenbergs arbejde nu igennem ni år. Det er jeg også ret sikker på, at der vil være til en forlængelse«.

»Fra dansk side bakker vi varmt op om, at Stoltenberg fortsætter - også længere tid end et år, hvis det skulle være det«, siger Mette Frederiksen.

Det norske medie VG erfarede onsdag, at de 31 Nato-lande har bedt Stoltenberg om at blive et år mere på posten.

Han står lige nu til at stoppe med udgangen af september.

I de seneste måneder har der været talrige rygter om, at Mette Frederiksen er kandidat til at overtage for Stoltenberg.

Der er tale om en forlængelse på et år. Kunne du være interesseret i posten, når Stoltenbergs mandat så udløber til næste år?

»Der er mange hvis-spørgsmål i den her sammenhæng. Jeg har svaret på det spørgsmål mange gange«, siger Mette Frederiksen.

Hun henviser med det til sine mange tidligere afvisninger af at være kandidat til topposten i Nato.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her