Militæroperation i Jenin er den største israelske af slagsen i årevis. Nu trækker køretøjer sig ud igen.

Israel trækker sig ud af Jenin – Netanyahu lover flere aktioner

Foto: Pool/Ritzau Scanpix
Foto: Pool/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En stor militæroperation, der blev indledt mandag morgen i en flygtningelejr i Jenin på Vestbredden, er ved at blive afsluttet.

Men lignende aktioner kan være på vej.

Sådan lyder det tirsdag fra Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, under et besøg ved en militær kontrolpost nær byen.

»I dette øjeblik er vi ved at fuldende missionen, men jeg kan sige, at vores omfattende aktivitet i Jenin ikke er en engangsoperation«, siger Netanyahu ifølge avisen The Jerusalem Post.

»Vi vil fortsætte så meget som nødvendigt med at bekæmpe terrorisme. Vi vil ikke tillade, at Jenin bliver et fristed for terrorisme«.

En kilde i det israelske forsvar samt flere øjenvidner bekræfter til nyhedsbureauet Reuters omkring klokken 21 dansk tid, at en tilbagetrækning er undervejs.

To vidner har set rækker af militærkøretøjer på vej ud af Jenin. Eksplosioner kunne dog stadig høres i byen på Vestbredden.

Over 1.000 soldater har ifølge Reuters taget del i aktionen.

Mindst ti personer er blevet dræbt, melder palæstinensiske embedsmænd.

Flygtningelejren er hjemsted for flere militante grupper og huser omkring 14.000 mennesker ifølge Reuters.

Jenin er blevet et brændpunkt under en bølge af vold mellem israelere og palæstinensere, der har rystet Vestbredden i mere end et år.

Et angreb mod fodgængere med en pickup udført af en palæstinenser tirsdag i den israelske by Tel Aviv har øget frygten for flere sammenstød. Otte er blevet såret i episoden.

Den militante gruppe Hamas har taget skylden for angrebet og siger, at det er gengæld for operationen på Vestbredden.

Vestbredden har været besat af Israel siden 1967.

Det Palæstinensiske Selvstyre har fuld kontrol over dele af Vestbredden, mens andre dele af området enten er under fuld israelsk kontrol eller under både israelsk og palæstinensisk administration.

Jenin er under palæstinensisk administration og kontrol. Alligevel gennemfører israelske soldater jævnligt operationer i byen.

Mandagens militæroperation er blevet beskrevet som den største israelske militæroperation på palæstinensisk territorie i flere år.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her