USA’s beslutning om at forsyne Ukraine med klyngebomber vækker stærke reaktioner hos en række internationale organisationer.
En af dem er Amnesty International. I en pressemeddelelse siger Patrick Wilcken, der forsker i våbenkontrol hos organisationen, at klyngebomber har forårsaget utallige skader på civile - også i årtier efter at konflikter er afsluttet.
»USA’s plan om at sende klyngebomber til Ukraine er et tilbageskridt, der underminerer de betydelige fremskridt, som verdenssamfundet har gjort i dets forsøg på at beskytte civile mod fare både under og efter væbnede konflikter«.
Amnesty International opfordrer USA til at revurdere beslutningen om at sende klyngebomber til det krigsplagede land.
Dødsdom for civile på lang sigt
Også organisationen Handicap International er utilfredse med beslutningen. Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.
»På lang sigt er dette en dødsdom for civile. Mennesker, som endnu ikke er blevet født, vil blive ofre for disse våben«, udtaler Baptiste Chapuis, som er seniorrådgiver i organisationen.
Daryl Kimball, leder i den amerikanske organisation Arms Control Association, siger ifølge NTB, at beslutningen vil føre til ’en optrapning, der vil virke mod sin hensigt og øge faren for civile, som er fangede i krigsområderne’.
Bombe med flere eksplosiver indeni
Fredag aften dansk tid sagde USA’s nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, at den amerikanske præsident, Joe Biden, har godkendt at sende klyngebomber til Ukraine efter ’enstemmig’ anbefaling fra rådgivere.
Klyngebomber skiller sig ad i luften og udløser adskillige eksplosiver over et bredt område. De kan affyres via fly, artilleri og missiler.
Eksplosiverne er designet til at detonere, når de rammer jorden. Det betyder, at de kan dræbe eller alvorligt såre personerne i det berørte område.
Klyngebomber udsender normalt store mængder af metaldele, som kan slå alt ihjel på et større område.
På grund af risikoen for civilbefolkningen har over 120 lande forbudt brugen af klyngebomber. Den aftale har hverken Ukraine, Rusland eller USA skrevet under på.
ritzau
fortsæt med at læse


























