Jared Kushner er en blandt flere, der har vidnet om Donald Trumps rolle i stormløb på Kongressen.

Trumps svigersøn har vidnet i sag om stormløb

Jared Kushner sammen med Donald Trumps datter Ivanka Trump. Parret er fotograferet i juli sidste år.  Foto: Brendan Mcdermid/Ritzau Scanpix
Jared Kushner sammen med Donald Trumps datter Ivanka Trump. Parret er fotograferet i juli sidste år. Foto: Brendan Mcdermid/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Donald Trumps svigersøn, Jared Kushner, har afgivet vidneforklaring til den storjury, der efterforsker den tidligere amerikanske præsident for angivelige forsøg på at omstøde resultaterne af valget i 2020.

Det skriver The New York Times.

Jared Kushner, der er gift med Donald Trumps datter Ivanka Trump, vidnede i en føderal retsbygning i Washington D.C. i sidste måned.

Ifølge avisen skulle han have fastholdt sit synspunkt om, at Donald Trump i Jared Kushners opfattelse oprigtigt troede, at valget blev stjålet fra ham.

Hverken Jared Kushner eller Donald Trump har bekræftet historien over for The New York Times.

En række andre vidner har også skullet afgive forklaring til storjuryen, der er en større gruppe personer, som er udpeget for at afgøre, om der er tilstrækkeligt grundlag for at rejse tiltale i en sag.

Det tæller blandt andet tidligere kommunikationsdirektør i Det Hvide Hus Alyssa Farah Griffin.

Sagens hovedfokus er Donald Trumps rolle i stormløbet på Kongressen i 2021, der skete, lige før ekspræsidenten skulle overgive posten til Joe Biden, der havde vundet valget nogle måneder forinden.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her