Topmødet finder sted i august i Sydafrika, og Putins mulige deltagelse har været kattepine for Sydafrika.

Spekulationerne har svirret – ville Putin deltage i topmøde? Nu har han meldt afbud

Foto: Sergei Bobylyov/Ritzau Scanpix
Foto: Sergei Bobylyov/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ruslands præsident, Vladimir Putin, kommer ikke til at deltage i et topmøde i august for de såkaldte BRIKS-lande, som er Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika.

Det oplyser Sydafrika ifølge nyhedsbureauet AFP.

Sydafrika, hvor topmødet finder sted i næste måned, er medunderskriver på charteret for Den Internationale Straffedomstol (ICC) og ville være forpligtet til at anholde Putin.

ICC har nemlig udstedt en arrestordre på Putin. ICC beskylder ham for krigsforbrydelser i forbindelse med ’uretmæssige deportationer af ukrainske børn’.

En talsmand for den sydafrikanske præsident, Cyril Ramaphosa, oplyser, at Putins udeblivelse sker efter ’fælles aftale’.

I stedet vil Rusland være repræsenteret ved landets udenrigsminister, Sergej Lavrov.

Ville svare til en krigserklæring

Retsdokumenter fra en lokal domstol viste tirsdag, at den sydafrikanske præsident havde bedt om tilladelse hos ICC til ikke at anholde Putin. Det ville nemlig svare til en krigserklæring, lød det.

Rusland afviser at have givet udtryk for over for Sydafrika, at en anholdelse ville føre til krig.

Det siger talsmand for den russiske regering Dmitrij Peskov ifølge nyhedsbureauet Reuters.

»Nej, nej, den slags formuleringer blev slet ikke ytret«, siger Peskov efter at være blevet spurgt om en mulig advarsel fra Rusland.

Han uddyber dog:

»Det står klart for alle, hvad et forsøg på at krænke det russiske statsoverhoveds rettigheder medfører. Så det behøver jeg ikke at forklare nogen her«.

Ledere fra Brasilien, Indien, Kina og Sydafrika vil deltage i topmødet, oplyser talsmanden.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her