Endnu et angreb mod den sydvestukrainske havneby Odesa har kostet en civil person livet, mens adskillige flere er blevet indlagt på hospitalet.
Det skriver Odesa-regionens guvernør, Oleh Kiper, på beskedtjenesten Telegram kort efter klokken 02.00 dansk tid.
»Desværre har vi en civil, som mistede livet til nattens terrorangreb af Rusland i Odesa. Kondolencer til vedkommendes familie og venner«, skriver Kiper.
Kort forinden kunne guvernøren melde om, at 14 personer måtte indlægges på hospitalet som følge af angrebet. Tre børn var blandt de indlagte.
De første meldinger om angrebet kom omkring midnat mellem lørdag og søndag.
Der var tale om et luftangreb mod havnebyen, og beboere blev opfordret til at søge mod beskyttelsesrum.
»Tag ophold i beskyttelsesrum, indtil arbejdet er overstået«, skrev Oleh Kiper på Telegram.
Han advarede samtidig indbyggere i byen mod at filme kampene i luften.
»Vores antiluftskytssystemer er på arbejde. Lad være med at filme og dele deres arbejde på sociale medier. Lad være med at hjælpe terroristerne«, skrev Oleh Kiper.
»Pas på jer selv og jeres kære. Bliv i beskyttelsesrummene«.
Odesa har i de seneste uger været genstand for regelmæssig beskydning fra russiske styrker.
Fredag ramte angrebene en ukrainsk kornterminal, efter at Rusland tidligere på ugen trak sig fra den kornaftale, der skal sikre eksport af korn fra Ukraine.
Natten til onsdag sendte Rusland luftangreb ind over Odesa for anden dag i træk, efter at byen også natten til tirsdag blev angrebet.
Odesa er én af Ukraines vigtigste eksporthavne. Landet eksporterer blandt andet korn fra havnebyen.
Det seneste år har Rusland og Ukraine haft en aftale om, at Ukraine kan eksportere korn via Sortehavet fra blandt andet Odesa, uden at Rusland angriber fragtskibene.
Den aftale er blevet fornyet flere gange, men mandag trak Rusland sig fra aftalen, da landet afviste at gå med til en forlængelse.
ritzau
fortsæt med at læse




























