I weekenden holder det tyske højrenationalistiske parti AfD årsmøde på ryggen af stigende popularitet.

AfD vil stille med kanslerkandidat til tysk valg i 2025

Tino Chrupalla og Alice Weidel siger, at AfD vil stille med en kandidat til kanslerposten til næste valg. Hvem af de to ledere, det så bliver, er der ikke sat navn på. Foto: Annegret Hilse/Ritzau Scanpix
Tino Chrupalla og Alice Weidel siger, at AfD vil stille med en kandidat til kanslerposten til næste valg. Hvem af de to ledere, det så bliver, er der ikke sat navn på. Foto: Annegret Hilse/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Når tyskerne skal til parlamentsvalg til Forbundsdagen i 2025, vil det højrenationalistiske parti Alternative für Deutschland (AfD) for første gang stille med en kandidat til posten som kansler.

Det siger en af partiets to ledere, Alice Weidel, ved partiets årsmøde, som åbnede fredag i den tyske by Magdeburg. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Omkring 600 medlemmer er samlet i byen, hvor partiet nyder stor opbakning.

Årsmødet afholdes på et tidspunkt, hvor AfD oplever medvind.

Partiet fik for nylig sin bedste meningsmåling nogensinde. Bag meningsmålingen stod den nationale public service-station ARD.

20 procent af de adspurgte i meningsmålingen støtter partiet, hvilket gør det til det næststørste parti i Tyskland.

Den anden af AfD’s ledere, Tino Chrupalla, fortalte ved årsmødets åbning de fremmødte, at partiet, som blev stiftet for ti år siden, er »klar til mere«.

»Vi er på fremtidens side, vi er ikke fra i går. Det indser flere og flere«, sagde han tidligere fredag.

Partiets popularitet vækker dog bekymring flere steder i det tyske samfund.

Ifølge AFP var dusinvis af demonstranter mødt op foran konferencecenteret i Magdeburg, hvor årsmødet holdes.

»Jeg er bange for, hvad der kan ske, hvis AfD kommer til magten på et tidspunkt«, sagde 18-årige Steven Braun, som var rejst fra Bremen for at deltage i demonstrationen, til AFP.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her