Lande opfordres til at overveje at tilbagekalde deres ambassadører i Danmark og Sverige til konsultationer.

OIC kommer med konklusion: Hvert medlemsland er fritstillet til at gøre det, de mener

Foto: Teh Eng Koon/AP
Foto: Teh Eng Koon/AP
Lyt til artiklen

Rådet af udenrigsministre i Den Islamiske Samarbejdsorganisation (OIC) fordømmer ’kraftigt’ afbrændingen af koraner i Sverige og Danmark.

Det fremgår af en meddelelse på OIC’s hjemmeside efter et ekstraordinært møde i organisationen mandag.

OIC’s medlemslande opfordres til at ’overveje at iværksætte enhver nødvendig beslutning eller handling, som de anser for passende i deres relationer med lande, hvor Koranen skændes som i Danmark og Sverige’, står der.

Det kan omfatte politiske tiltag som at ’tilbagekalde ambassadører i de to lande til konsultationer’.

Ud over politiske tiltag kan lande også overveje ’økonomiske eller kulturelle’ tiltag, lyder det.

Allan Sørensen, mellemøstkorrespondent for Kristeligt Dagblad, forklarer over for DR:

»Der er ikke kommet et konkret skridt mod Sverige eller Danmark, men i den henseende siger man, at de enkelte lande kan gøre, som de vil«.

Organisationen roser medlemslande, som har sat tiltag i værk over for Danmark og Sverige.

Samtidig kritiserer rådet manglende handling mod koranafbrændingerne fra dansk og svensk side for at være i strid med en FN-resolution fra juni.

Men OIC noterer sig, at regeringerne i Danmark og Sverige er gået i dialog med organisationen og har taget afstand fra afbrændingerne.

Således tager OIC godt imod den svenske og danske ’forståelse af vigtigheden af nødvendige og konkrete foranstaltningerne for at forhindre gentagelser af den slags handlinger’.

30. juli oplyste organisation, at dens generalsekretær, Hissein Brahim Taha, havde talt i telefon med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

Fra den danske regering lød det søndag, at der skal findes et juridisk værktøj, så koranafbrændinger – og i øvrigt også afbrændinger af andre religiøse skrifter – foran udenlandske ambassader kan undgås.

Sverige er også begyndt at analysere retstilstanden på området. Sverige ser således nærmere på den svenske ordenslov. Den indeholder blandt andet regler om offentlige forsamlinger samt regler om offentlig orden og sikkerhed.

OIC beskriver sig selv som den muslimske verdens samlede stemme.

Organisationen består af 57 lande fra fire forskellige kontinenter. Det er ikke alle medlemslande, der nødvendigvis har islam som den mest udbredte religion.

Den seneste tid har der været en række koranafbrændinger i Danmark - og også i Sverige - og det har vakt stor vrede i muslimske lande.

Danske ambassadører i lande som Iran, Egypten og Algeriet har været kaldt til samtale.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her