Tre bulgarske statsborgere menes at have udført spionage i Storbritannien for russiske sikkerhedstjenester.

Tre anholdt for at udføre russisk spionage i Storbritannien

Illustration Rasmus Vendrup
Illustration Rasmus Vendrup
Lyt til artiklen

Tre personer er anholdt i Storbritannien mistænkt for at udføre spionage for Rusland. De tre personer er bulgarske statsborgere og blev anholdt og varetægtsfængslet i februar som led i en større national sikkerhedsefterforskning, afslører BBC tirsdag.

De tre bulgarere menes at have udført spionage for russiske sikkerhedstjenester og er blandt andet anklaget for at være i besiddelse af falske identitetspapirer. Dokumenterne inkluder pas, identifikationskort og andre dokumenter fra en række lande. Det gælder Storbritannien, Bulgarien, Frankrig, Italien, Spanien, Kroatien, Slovenien, Grækenland og Tjekkiet.

Britisk politi bekræfter over for Reuters, at tre personer er sigtet for lovovertrædelser i forbindelse med identifikationspapirer. Politiet siger, at i alt fem personer blev anholdt i februar under mistanke for at have brudt lovgivningen, der skal beskytte statshemmeligheder. Ifølge politiet blev de alle løsladt mod kaution, men er stadig sigtet.

Efterforskningen af sagen er stadig i gang, oplyser politiet. Det forholder sig ikke til spørgsmålet om de spionageanklager, som BBC skriver om.

Skal for retten i januar

De tre mistænkte, hvis anholdelse BBC har beskrevet, har boet i Storbritannien i årevis og haft en række forskellige job. De har primært boet i boliger i forstæder.

Den ene af de tre er ifølge BBC en mand, som har en historie med at lave forretningsaftaler med Rusland. Han skal have boet i Storbritannien siden 2009 og blandt andet arbejdet i finansverdenen.

De to andre – en mand og en kvinde – beskrives af tidligere naboer som et par. De flyttede til Storbritannien for et årti siden og skal have arbejdet i sundhedsvæsenet ifølge BBC. De tre mistænkte skal for retten i London til januar. De har ifølge BBC endnu ikke forholdt sig til anklagerne imod dem.

Rundtom i Europa er der kommet større opmærksomhed på mulig russisk spionage, efter at russerne invaderede Ukraine. For nylig blev en ansat i det tyske militær anholdt for at spionere for Rusland, mens også for eksempel Polen har anholdt en stribe af personer, som mistænkes for at være med i et russisk spionnetværk.

Opdateres ...

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her